Erhverv Midgårdsormen og Vølvens Verden vil trække tusindvis til – Hobro og Mariagerfjord gør klar med en informationsaften for det lokale erhvervsliv
Der er lagt op til en ekstraordinær sommer i Hobro. Når den spektakulære, 4,5 kilometer lange Midgårdsorm – skabt af blomsterkunstneren Johnny Haugaard og hundredvis af frivillige – bugter sig gennem byen og ender ved vikingeborgen Fyrkat, bliver det med en massiv tilstrømning af gæster. Samtidig åbner det storslåede oplevelsesunivers Vølvens Verden. Det lokale erhvervsliv og kulturinstitutioner får derfor nu muligheden for at blive klædt på til de kommende måneder med en særlig informationsaften den 10. juni.
En orm på 4,5 kilometer giver en masse spørgsmål
Midgårdsormen kommer til at sno sig gennem byens gader hele vejen ud til vikingeborgen Fyrkat. Arrangementet ventes at tiltrække store mængder besøgende, og det vil kunne mærkes i hele byen. Derfor er der behov for tæt samarbejde, fælles viden og svar på en masse spørgsmål om det praktiske.
Fokus på samarbejde, logistik og muligheder
Informationsaftenen har til formål at give et samlet overblik over de mange aktiviteter, der finder sted hen over sommeren, og hvordan det lokale erhvervsliv kan spille aktivt med. Arrangementet henvender sig især til detailhandlen, restauranter, caféer, overnatningssteder og kulturelle aktører, som forventes at få glæde af – og blive påvirket af – det store gæsteflow.
Aftenen kommer blandt andet til at give svar på spørgsmål som:
- Hvad kommer der konkret til at ske i byen og på Fyrkat?
- Hvad kan man forvente i forhold til antal besøgende?
- Hvordan håndteres parkering og logistik?
- Hvilket informationsmateriale er til rådighed?
- Hvordan kan lokale aktører indgå i samarbejdet og markedsføringen?
Program for informationsaftenen
Arrangementet finder sted Tirsdag den 10. juni 2025 kl. 18.00–20.00. Der vil være oplæg fra både kommune, museum og turismeorganisation samt mulighed for at stille spørgsmål og netværke. Mariagerfjord Kommune er vært ved en let anretning.
Foreløbig dagsorden:
- 18.00 – 18.10: Velkomst v. Destination Himmerland
- 18.10 – 18.25: Status på Midgårdsormen, praktiske forhold og logistik v. Casper Hestbech, Hobro Byforum
- 18.25 – 18.40: Præsentation af Vølvens Verden v. Mariagerfjord Kommune
- 18.40 – 18.55: Fyrkat som lokalt fyrtårn og UNESCO-perspektiv v. Mette Lykkegaard-Maes, Nordjyske Museer
- 19.05 – 19.25: Erfaringer fra Aars om mersalg og åbningstider v. Anette Kold, Frk. Kold
- 19.25 – 19.40: Markedsføring og samarbejde v. Destination Himmerland – herunder info om mediepakke og one-pager
- 19.40 – 20.00: Spørgsmål og uformel dialog i åbent forum
- 20.00: Afslutning og “Tak for i aften”
Der vil være en kort pause undervejs, hvor der serveres kaffe.
Tilmelding og praktisk info
- Tidspunkt: Onsdag den 10. juni 2025, kl. 18.00–20.00
- Sted: Biecentret, Nordvestvej 4, 9500 Hobro
- Tilmeldingsfrist: Fredag den 6. juni kl. 12.00
- Målgruppe: Erhvervsdrivende, kulturinstitutioner og andre med interesse i sommerens begivenheder
Arrangementet er gratis og kræver tilmelding – det kan ske her: Info-møde for det lokale erhverv: Alt hvad du skal vide om Midgårdsormen & Vølvens Verden
Samarbejde for en stærk sommersæson
Informationsaftenen arrangeres i et samarbejde mellem Mariagerfjord Kommune, Nordjyske Museer og Destination Himmerland. Formålet er at skabe fælles forståelse og forberedelse, så Hobro står stærkt, når Midgårdsormen og Vølvens Verden for alvor folder sig ud i løbet af sommeren.