Af Carina Kondrup
Jutlander Banks store velgørende fond, Jutlander Fonden Hobro var kommet i sommerhumør, da de på årets tredje uddelingsmøde leverede den største donation til dato, da de sendte ikke mindre end 3 mill. kroner til Hobro Idrætscenter til deres store ombygnings- og renoveringsprojekt.
Ellers er den store fond tilsyneladende noget ramt af Corona-tiden eller rettere, er det jo foreningslivet der er hårdt ramt af periodiske nedlukninger af foreningerne. Dette er formentlig stærkt medvirkende til, at der ikke er den helt store aktivitet i foreningslivet.
Ikke mange havde forsøgt at få del i fondens midler denne gang, så ud over milliondonationen til Hobro Idrætscenter, blev der kun uddelt yderligere små kr. 700.000,00. Samlet set blev der således uddelt kr. 3.668.783,00, som tilfaldt 16 spændende projekter.
– Vi havde i alt 20 ansøgningen denne gang og af disse var der altså 16 der nød fremme, fortæller Jutlander Fonden Hobros formand Poul Søndberg.
– De 20 ansøgninger er et meget lille antal. Kun nogle få gange tidligere har vi været på dette antal og lidt lavere. Det normale antal ligger i gennemsnit på ca. 35-40 ansøgninger, men foreningslivet og institutionerne er tydelig vis hårdt ramt af Cuvid-19. Så vi håber da bestemt at der snart kommer en normalisering i samfundet igen og dermed også i forenings- og fritidslivet, fortæller fonds formanden.
– Imellem de 20 ansøgninger var der dog flere utrolig spændende projekter, som vi er rigtig glade for, at vi kan være med til at hjælpe i gang og være med til at støtte. Vi er naturligvis kede af, at vi også denne gang måtte skuffe nogle få ansøgere idet 4 ansøgere fik afslag, men vi har for det første nogle skrappe lovkrav, at skulle leve op til og derudover har vi også vores egne vedtægter og uddelingspolitikker, fastslår Poul Søndberg.
– Vores næste uddelingsmøde er i starten af august, og her håber vi på, at der kommer rigtig mange ansøgninger. På det tidspunkt kan vi også håbe på, at Cuvid-19 arter sig sådan, at foreningslivet må lukke op på fuld skrue igen, både udendørs og indendørs, slutter Jutlander Fonden Hobros formand, Poul Søndberg optimistisk.
Denne uddeling af donationer spredte sig meget vidt, også økonomisk. Uddelingens økonomiske højdespringer var jo helt ubetinget de 3 mill. kroner til Hobro Idrætscenter, men derudover var der også kr. 207.000,00 til Hobro Ro- og Kajakklub til indkøb af en ny båd og kr. 100.000,00 til Vive Bådelaug, som trænger til at få en bådebro renoveret.
Alle donationerne er selvfølgelig slet ikke af denne størrelse, hovedparten af meget mindre og som det fremgår af den samlede donationsoversigt, var der denne gang 3 donationer på under kr. 10.000,00.