Min første måned som borgmester

2. februar 2014

.Fra den 1. januar 2014 er jeg startet op i et helt nyt job som borgmester i Mariagerfjord Kommune. Det er uden tvivl en stor omvæltning for mig, da jeg først og fremmest har haft mit tidligere job i 34 år. Men jeg ville ikke ønske at være andre steder, da jeg er utrolig glad…

.
Fra den 1. januar 2014 er jeg startet op i et helt nyt job som borgmester i Mariagerfjord Kommune. Det er uden tvivl en stor omvæltning for mig, da jeg først og fremmest har haft mit tidligere job i 34 år. Men jeg ville ikke ønske at være andre steder, da jeg er utrolig glad for og stolt af at være jeres borgmester i en skøn kommune fyldt med muligheder.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke jer, som stemte på mig til kommunalvalget den 19. november 2013. Og så vil jeg love jer alle i Mariagerfjord Kommune, at jeg vil gøre mit allerbedste for fortsat at gøre vores kommune et godt sted at bo, leve og arbejde.

Meget nyt, men også noget kendt
Min første måned som borgmester har været spændende. Der er en del nyt, som jeg skal lære og mange nye kolleger, samarbejdspartnere og borgere at forholde mig til.

Jeg har været ude at besøge forskellige lokaliteter i Mariagerfjord Kommune, som blandt andet vores rådhuse, Beredskabet og Mariagerfjord Gymnasium. Her har jeg mødt flinke kolleger og borgere, som har været klar til at hjælpe mig med stort og småt for på den måde at gøre mig klogere på, hvordan tingene bliver gjort her i kommunen. Jeg er samtidig ved at opbygge en ny dagligdag med rigtig meget læsestof, mange møder, mails og opkald om informationer, beslutninger, orienteringer osv. Det kan jo lyde kedeligt, men det er det bestemt ikke. Det er med til at gøre mig bedre rustet til at varetage jeres interesser som borgere i Mariagerfjord Kommune.

Nu er jeg trods alt ikke helt ny i faget, da jeg i flere år har siddet i Økonomiudvalget i Mariagerfjord Kommune. På den måde har jeg kendskab til mange sager i forvejen, og det er bestemt en fordel, at jeg ikke skal starte helt forfra hver gang. Samtidig kender jeg allerede mange af mine byrådskolleger, mens der selvfølgelig er kommet nye til, som jeg glæder mig til at arbejde sammen med og lære bedre at kende.

En ny Mariagerfjord Kommune?
Mange af jer er sikkert spændte på, hvad der vil ske i Mariagerfjord Kommune, nu hvor der er kommet en ny borgmester til? Det kan jeg ikke svare jer helt præcist på lige nu og her. Det tager også tid for mig at sammensætte brudstykker og danne mig et overblik for på den måde at finde frem til de løsninger, som gavner flest mulige. Men jeg kan fortælle jer, at jeg ønsker stabilitet og sikker drift, og derfor vil der ikke blive lavet forhastede og uovervejede ændringer, som vil påvirke jeres liv, på noget tidspunkt.

Der vil selvfølgelig ske ændringer hen ad vejen. Mine valgløfter skal blandt andet indfries, og så vil der aldrig være to mennesker, som er ens. Det vil sikkert også komme til udtryk i mit virke som borgmester.

Det vigtigste er dog, at jeg arbejder videre med Mariagerfjord Kommune, som allerede er en rigtig god kommune. Vi har styr på økonomien og vi giver vores borgere en god service. Vi har rigtig mange tilbud og muligheder for både børn, unge, voksne og ældre i kommunen, så på den måde burde der være noget for enhver. Vi skal selvfølgelig fortsætte med at hjælpe flest mulige og fortsætte med at give en god service, for det er jo i bund og grund, derfor vi er her. Vi er her for jer for borgerne.

Samtidig vil jeg i min tid som borgmester have konstant fokus på at gøre vores kommune endnu bedre, end den allerede er. Min indsats vil have stor betydning, men jeg kan umuligt gøre det alene. Derfor håber jeg, at alle vil hjælpe til, sådan at borgere, brugere, medarbejdere og politikere i fællesskab kan gøre det endnu mere attraktivt at bo, leve og arbejde i Mariagerfjord Kommune. Vi skal være den kommune man vælger, frem for fravælger.