Dødsfald

Mindeord om Grete Weller Nielsen

Vi har på Fjordavisen.nu modtaget mindeord om Grete Weller Nielsen

Redaktion
Af Redaktion 24. maj 2022

Af Readaktionen

Den 17. maj 2022 sov Grete Weller Nielsen stille og fredfyldt ind. 3 dage inden hun kunne være fyldt 90 år.

Grete var født i Skelund, hvor hun som ung mødt Werner. De etablerede sig med vognmandsforretning i Skelund, som de drev frem til 1975.

Samme år flyttede familien til Hadsund og startede Werner Taxa.

Grete var meget afholdt af chaufførerne. De kunne altid regne med hendes omsorg og hjælp. Der var altid kaffe på kanden, brød på bordet og en madpakke at tage med på langfart.

Børnenes venner og familiens unge fandt ofte sammen omkring hjemmet, hvor Gretes varme og altid gode humør gav en god og tryg stemning.

Grete og Werner fik 4 børn, hvoraf kun Finn og Preben overlever deres Mor. Den yngste Tonny var født med en hjertefejl og nåede ikke at blive ret gammel. I 1995 havde Grete og Werner den store sorg at miste deres ældste datter Kirsten, der kun 42 år gammel døde af kræft.

Grete arbejdede nogle år på Kruse Vask i Veddum inden hun blev husassistent på De Gamles Hjem i Hadsund. Et arbejde hun holdt meget af og bestred indtil hun gik på efterløn.

Tiden blev herefter i stor stil brugt på at være noget for sine mange børnebørn. De kunne regne med Mormor/Farmor og det blev hver sommer til utallige ture til Dokkedal Camping.

Grete var venlig, omsorgsfuld og altid parat til at hjælpe andre. Det nød de mange venner og naboerne på Teglvænget i Als godt af.

De sidste par år tilbragte Grete på plejehjemmet Teglgården i Als. Trods tiltagende svækkelse og demens, var Grete hver eneste dag taknemmelig og tilfreds med livet.

Æret være Grete Weller Nielsens minde.