Af Carina Kondrup
På et udvalgsmøde d. 21/4 skal Økonomiudvalget tage stilling til, hvilken en af forvaltningens 2 modeller for minimumsnormeringer, udvalget vil indstille til Byrådet.
Med finansloven for 2020 blev der afsat midler til at lave et løft af normeringerne i de danske daginstitutioner. Derfor var der på finansloven afsat 500 mio. kr. i 2020, som blev tildelt kommunerne på baggrund af den enkelte kommunes andel af det samlede antal børn i alderen 0-5 år.
Den 5. december 2020 blev der indgået en ny aftale omkring lovbundne minimumsnormeringer, som udover at fremrykke minimumsnormeringerne til 2024, også tilfører flere penge til den samlede pulje. Det betyder, at der i 2021 er afsat 800 mio. kr. til styrke normeringerne i daginstitutionerne.
Mariagerfjord kommunes andel af puljen udgør 4,786 mio. kr. Puljemidlerne skal gå til kommunale daginstitutioner, selvejende institutioner samt private institutioner og skal anvendes på at ansætte mere pædagogisk personale.
Tildelingen af puljemidlerne vil fra 2021 og frem ske via en direkte statslig tildelingspulje. Dette sker, så de økonomiske ressourcer hurtigst muligt kan sikre mere pædagogisk personale.
Den nye aftale indebærer, at puljen til minimumsnormeringer skal indgå i beregningsgrundlaget for forældrebetaling og tilskuddet til private institutioner. Dermed er forældrebetalingen en del af finansieringen af minimumsnormeringer, hvilket giver mulighed for at lave en trinvis stigning af forældrebetalingen frem mod de lovbundne minimumsnormeringer i 2024. I Mariagerfjord Kommune udgør forældrebetalingen i dag 25 pct. af udgifterne til de kommunale dagtilbud.
De to nedenstående modeller er baseret på en fordeling af puljemidlerne på baggrund af de vedtagne princippet i tildelingsmodellen til dagtilbud.
Model 1
Princippet om at forældrebetalingen udgør 25 pct. af udgifterne til de kommunale dagtilbud fastholdes. Det vil betyde at den månedlige forældrebetaling vil stige.
Takster for forældrebetaling vil derfor fremadrettet være:
Vuggestueplads: 3651 kr – en stigning på 159 kr
Børnehaveplads: 2083 kr – en stigning på 91 kr.
Puljemidlerne vil sammen med den øgede forældrebetaling betyde, at tildelingen hæves med: 6038 for en vuggestueplads og 3445 kr for en børnehaveplads.
Med denne model vil forældrebetalingen gradvist blive tilpasset i forhold til de lovbundne minimumsnormeringer, som indføres i 2024.
Model 2.
De nuværende takster for forældrebetaling fastholdes. Det vil give en lavere ressourcetildeling i forhold til model 1. Det vil betyde, at forældrebetalingens andel vil falde fra 25 pct. til 24,2 pct. af udgifterne til de kommunale dagtilbud.
Det vil betyde at tildelingen hæves med:
Vuggestueplads 5244 kr og Børnehaveplads 2991 kr.
I begge de ovenstående modeller skal beslutningen endeligt vedtages af Byrådet. Såfremt der ændres i taksten for forældrebetaling, så skal denne ændring varsles 3 måneder før det kan træde i kraft.
Økonomi
Udmøntningen af puljemidlerne til minimumsnormeringer viser, at Mariagerfjord Kommune vil modtage 4,786 mio. kr.