Kultur

Minister vil give skolebiblioteket navnet tilbage

I et nyt politisk udspil foreslår børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye at genindføre betegnelsen skolebibliotek i folkeskolen. Dermed kan det nuværende navn pædagogisk læringscenter (PLC) være fortid, hvis lovforslaget vedtages.

Minister vil give skolebiblioteket navnet tilbage
(foto: Adobe)
Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 22. april 2025

Skolebiblioteket vender tilbage

Alle folkeskoler i Danmark er i dag forpligtet til at have et pædagogisk læringscenter. Men ministeren ønsker at ændre betegnelsen til det mere genkendelige og mundrette skolebibliotek. Navneskiftet skal dog ikke medføre ændringer i de funktioner og opgaver, som centrene allerede varetager.

”Hvor mange elever og forældre ved overhovedet, hvad et pædagogisk læringscenter er for noget? Og helt uforståeligt bliver det, når det forkortes PLC. Hvad vi kalder skolens fag, lokaler og funktioner er ikke ligegyldigt. Det har en selvstændig værdi at undgå elitære og indforståede begreber og gøre det muligt for enhver at deltage i samtalen om skolens hverdag,” udtaler Mattias Tesfaye.

De centrale opgaver forbliver uændrede

Selvom navnet ændres, vil det fortsat fremgå af folkeskoleloven, at skolebiblioteket skal samarbejde med folkebiblioteket, stille undervisningsmidler til rådighed og tilbyde bøger til både undervisning og fritidslæsning. Derudover skal skolebiblioteket yde vejledning til både lærere og elever i brugen af materialerne.

Ministeren foreslår desuden at afskaffe den eksisterende bekendtgørelse om pædagogiske læringscentre og i stedet indskrive deres centrale funktioner direkte i folkeskoleloven. Ifølge Tesfaye vil det bidrage til en enklere og mere overskuelig lovgivning.

Lovforslag på vej

Et udkast til lovforslaget om navneændringen vil blive sendt i offentlig høring inden længe, og det forventes fremsat i Folketingets åbningsuge i oktober.

Med ændringen ønsker ministeren at styrke skolernes kommunikation med både elever, forældre og lokalsamfund, så skolens tilbud og funktioner bliver lettere at forstå for alle.

Dermed kan et velkendt begreb som skolebiblioteket snart få nyt liv i folkeskolens hverdag.