.
Af Klaus Hansen
Mariagerfjord Erhvervsråd havde inviteret alle medlemsvirksomheder til Business Brunch, hvor tidligere finansminister og formand for FNs generalforsamling Mogens Lykketoft afholdt et spændende oplæg om FNs 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, og om hvordan virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner m.fl. kan arbejde med FNs Verdensmål og bæredygtighed.
Omkring 70 interesserede deltog i Business Brunch, hvor der var rig lejlighed til at netværke med andre lokale erhvervsfolk. Arrangementet blev afholdt i de smukke omgivelser på BramslevGaard.
Ifølge Mogens Lykketoft er styrken ved verdensmålene, at de ikke kun fokuserer på at fjerne fattigdom, men erkender, at problemet også handler om klima og miljø og ikke mindst, at det kræver verdensomspændende partnerskaber at løse.
Der skal nogle helt grundlæggende forandringer til i den måde, vi forbruger og producerer på for at give alle en nogenlunde tilværelse på denne klode på en ansvarlig måde over for kommende generationer, sagde Mogens Lykketoft.
Det handler om enorme nye investeringer over de næste 10-15 år i fx vedvarende energi, bæredygtige byplaner og trafikløsninger, ny og bedre affaldshåndteringer. Det er en stor opgave, men det, der er opløftende, er at se, hvor hurtigt det går både med udviklingen af teknologien og prisen på den sagde Mogens Lykketoft.
TV2 Nord var også på stedet, og formodes at bringe et indslag i aften kl. 19.30