.
Pressemeddelelse:
Vinderen af Mariagerfjord Miljøpris 2013 er fundet og dette års vinder er Moselys Venner, der er indstillet af Landdistriktsrådet i Mariagerfjord kommune og Skrødstrup Bylaug.
Der var tændt op i bålet og solen skinnede, da prisen, der består af et diplom og 5.000 kr. blev overrakt til Mosely 30. november af formand for Teknik og Miljøudvalget Preben Christensen. Formanden for Moselys Venner, Fritz Kilian, modtog miljøprisen i tilstedeværelse af venner og brugere til Mosely.
I dagens anledning havde Moselys Venner skyndsomt produceret en ny Miljøprislabel til krukkerne med Mosely-produceret honning, som de velvilligt delte ud af. Der var bagt kage, brygget kaffe og der var en lille én til ganen med perikonsnaps lavet på perikon fra Mosely.
Preben Christensen fortalte, at miljøpriskomitéen ved udvælgelsen har lagt vægt på, at Mosely er et unikt eksempel på et initiativ, som er vokset op nedefra med et utal af frivillige timer, et sted, der er gratis til rådighed for alle, men hvor især også børn og unge bliver inddraget.
Miljø har i alle mine år i Byrådet ligget mig meget på sinde, så det betyder meget, at kommunen sammen med Grønt Råd kan uddele en miljøpris som en anerkendelse til de mange, der arbejder for et godt miljø i kommunen, forklarede Preben Christensen.
Frits Kilian takkede alle dem, der har arbejdet for at gøre Mosely til det fantastiske friluftssted, det er og oplyste, at Friluftsrådets opgørelser viser, at Mosely faktisk er blandt de 25 mest besøgte friluftssteder i Danmark!
Eske Thøgersen fra Friluftsrådets kreds Østjylland supplerede med at oplyse, at Mosely har været så stor en succes, at der i Friluftsrådet tales om Mosely-modellen, som udgangspunkt for at fremme initiativer til inddragelse af frivillige i naturpleje og friluftsliv.
Efter overrækkelsen var der rundtur på Moselys arealer.
YDERLIGERE OPLYSNINGER
Miljøpriskomitéens grundlag for uddeling af miljøprisen
Miljøpriskomitéen finder, at Moselys Venner fuldt lever op til kriterierne for miljøprisen ud fra følgende:
Moselys Venner har i mange år gennemført projekter som skovrejsning, naturpleje med kogræsserlaug, vildtplantning, etablering af læhegn og biskole, der bidrager til naturens mangfoldighed og et godt miljø. Samtidigt er der etableret friluftsfaciliteter med sheltere, bålhytte, opholdsarealer og stier, der fremmer friluftsliv og giver mange brugere adgang til at bruge stedet. Undervejs har Moselys Venner gjort meget for at inddrage forskellige interessenter og formidle hensyn til natur og miljø til skoleelever og besøgende. Mosely er unikt, men initiativerne, som Moselys Venner har taget, har store potentialer for at være til inspiration for og at kunne spredes til andre. Ved løbende at afprøve forskellige initiativer sikrer Moselys Venner, at der til stadighed er nyhedsværdi ved Mosely.
Landdistriktsrådet og Skrødstrup Bylaug fremhæver i deres indstillinger blandt andet følgende projekter, der er gennemført af frivillige, i deres indstillinger:
Friluftsfaciliteter med bålhytte, 5 shelters, borde og bænkesæt, brændeskjul og etablering af stier
Naturinitiativer medetablering af kogræsserlaug, skoleskov, hvor børn i Mariager Skole har plantet deres egne træer, skovrejsning på Mosely Syd og vildtplanting, vildtager og læhegn på Mosely Vest med inddragelse af unge fra Skrødstrup Efterskole og elever fra Mariager Skole. I alt er der plantet over 27.000 træer og buske.
Friluftsaktiviteter med 2 årlige jagter for ny jægere og biskole i samarbejde med Mariager Skole, gratis primitiv overnatninger med over 1000 dokumenterede overnatninger pr år.
Desuden har Friluftsrådet brugt Mosely brugt som eksempel for andre projekter.
Fremtidige projekter med planer om at etablere naturlegeplads, konditionssti, stiforløb til omkringliggende skove og vedligeholde en egeskov på området.
Flere gode kandidater
Udover Mosely var syv andre gode kandidater indstillet til miljøprisen. Ved udvælgelsen havde Miljøpriskomitéen en livlig og bred drøftelse, hvor flere af de indstillede kandidater var i spil. Der var enighed om, at alle var gode og værdige kandidater til miljøprisen. På baggrund af en gennemgang af hver eneste kandidat, blev der fundet en vinder, som hele miljøpriskomitéen bakker op omkring.
Miljøpriskomitéen består af tre medlemmer af Udvalget for Teknik og Miljø samt tre medlemmer af Grønt Råd. I 2013 er det Preben Christensen, Melanie Simick, Danny Juul Jensen, Ole Guldberg og Uffe Westerberg og Jørgen Ussing.
De øvrige indstillede kandidater var Anders Andersen, Skelund for sit store engagement med at gennemføre omfattende energirenoveringer og afholde energimesser i Skelund-Veddum Hallen samt sit arbejde for at fremme billige, energirigtige energiløsninger som formand for Kraftvarmeværket samt tidligere kandidater Wiegaardens Børnehave for deres store arbejde med at gøre børnene miljøbevidste om affald, natur og miljø, Mariagerfjord Gymnasium for deres mange miljø- og klimatiltag på skolen, i undervisningen og med adfærdsændringer hos eleverne, Aage Vestergaard Larsen Aps for deres store arbejde med at genanvende plast, herunder nye produkter, indsamlingsordning og ressourcebesparelser, Green Aqua Solutions for deres projekt med rensning af kvælstof fra spildevand, Peninna Risgård med kunst og klimaprojektet Artdoors samt landmandsfamilien på Lille Skovsgaard for deres naturpleje og naturgenopretning ved Lille Skovsgaard Hage.
Om miljøprisen
Miljøprisen blev oprettet i 2009 som et fælles initiativ mellem Grønt Råd og Udvalget for Teknik og Miljø.
Formålet med miljøprisen er at hædre en eller flere privatpersoner, en forening eller organisation, et erhverv, en virksomhed eller en institution, der har gjort en særlig indsats for at fremme en natur- og miljømæssig bæredygtig udvikling i Mariagerfjord Kommune.
For at komme i betragtning har de indstillede personer opfyldt en eller flere af forskellige kriterier:
o Løst specifikke natur-, miljø- eller klimaproblemer med succes.
o Gjort noget særligt for at fremme en sund miljøtilstand i Mariager Fjord.
o Øget miljøbevidstheden og miljøhensynet blandt en større gruppe personer.
o Inddraget flere forskellige interessenter eller borgergrupper eller skabe netværk.
o Haft nyhedsværdi og mulighed for at kunne spredes til andre.
o Haft et bæredygtighedselement på tværs af natur, miljø, klima, økonomi, sundhed, kultur og sociale faktorer.
Læs også: