Mariager og omegn
Musikalsk juleprojekt spreder glæde på Sødisbakke
Julen er fuld af musik på Sødisbakke hvor et musikalsk juleprojekt spreder glæde.
Juletiden er over os og i den anledning har to borgere på Sødisbakke været i gang med et musikalsk juleprojekt. De har nemlig indspillet en CD med julesange sammen med Spillemanden Torben.
CD’en er beregnet til deres mødre, søskende, nevøer/niecer – og selvfølgelig et eksemplar til dem selv. Begge borgere har stor interesse for musik og får musikundervisning af Torben hver uge. De er desuden begge med i Sødisbakkes Husorkester, hvor de øver sammen én gang om ugen.
Kresten er forsanger og Martin spiller trommer og synger med. Husorkesteret optræder bl.a. til Sødisbakke Festival og andre festlige arrangementer. Både Kresten og Martin synes, at det er sjovt at spille musik og optræde for andre – særligt deres mødre, der tit kommer og ser dem optræde. De glæder sig til at give jule-CD’en til deres nærmeste.