Mariagerfjord og omegn
Musikkens Grand Old Man, Jørgen Otte
.Uddrag af Hadsundbogen 2013 af Arne Lybech. Bogen kan købes hos Bog & Idé. Takten og tonen var slået an fra første færd af for Jørgen Otte, anno 1933, da hansom seksårig fi k sin første trompet. Den blev hans trofaste følgesvend, dog i selskabmed saxofonen, kontrabassen, klarinetten og en lang række musikalske venneri årene […]
.
Uddrag af Hadsundbogen 2013 af Arne Lybech. Bogen kan købes hos Bog & Idé.
Takten og tonen var slået an fra første færd af for Jørgen Otte, anno 1933, da han
som seksårig fi k sin første trompet. Den blev hans trofaste følgesvend, dog i selskab
med saxofonen, kontrabassen, klarinetten og en lang række musikalske venner
i årene fremefter. Alle dage med udgangspunkt fra Hadsund, først fra hjemmet i
Storegade, hvor forældrene drev den dengang, velrenommerede skobutik Carl
Otte fra stueplan i ejendommen, der i dag huser Salon Saxen. På øverste etage
havde familien privaten med en unik udsigt udover Mariager Fjord.
Begge forældre var aktive musikere, moderen spillede klaver og violin, faderen,
bas og tuba og dette som aktiv spillemand rundt omkring på egnens kroer og
forsamlingshuse. Så, det var ikke spor tilfældigt, at Jørgen som 10 årig blev medlem
af Hadsund Skole Orkester i 1943, et medlemskab, der skulle vise sig at blive
særdeles langvarigt og ikke mindst succesrigt. Otte overtog dirigentstokken fra Niels
Heyn, der forlod byen i 1961 og de kommende årtier markerede HSO sig som
landets mest velspillende skoleorkester, og de unge spillegade drenge og senere
piger fi k oplevelser for livet med deres musiceren, der førte dem land og rige rundt
med fl ere udlandsture som uforglemmelige minder, at kigge tilbage på.
Dixietiden, en tid med swing
Allerede som 15 årig indledtes en flot musikalsk karriere. Sammen med fi re andre,
ganske vist ældre, etableredes, det der skulle vise sig at blive landskendt, Dixie
Band. I mange årtier efter 1940erne markerede Dixie, som de i folkemunde, kaldtes,
sig som et af Nordjyllands mest efterspurgte bands til baller viden om. I 1950erne
og fremefter var det sjældent at slå en ugeavis op uden at støde på navnet Dixie
Band, når spillestederne annoncerede med ugens baller.
Jørgen Otte mindes: -Jeg var jo noget yngre end de andre i orkestret og jeg husker
tydeligt vort første engagement en nytårsaften i Tisted Forsamlingshus i 1948. Mine
forældre var ikke helt trygge ved, at det var en nytårsaften, jeg skulle af sted. Men af
sted kom jeg og det gik fint i Tisted. Vi var ikke mere end lige kørt ind ad Storegade
nytårsmorgen, før jeg så en mand komme spadserende på gaden, det var min far.
Han var nok lidt nervøs for om jeg nu kom godt hjem. Vi havde ikke bil nogle af
os til at begynde med, så vi bestilte en taxa, Konrad Overgaard kørte med os i en
syv-personers med klapsæde og chaufføren var Otto Lybech, der kørte med os flere
gange, vi kunne lige være der med vore instrumenter. Den var ikke gået i dag.
Efter skoletiden indfandt tiden med en læreplads forude. Det blev som typograflærling
på Hadsund Bogtrykkeri og Folkeblad, og det udløste det første år en ugeløn på hele
24 kroner og 85 øre. Det kan synes af en pæn ugeløn for en lærling i dag 65 år
senere. Men, ikke desto mindre var honoraret for aftenens underholdning i Tisted 25
kroner en anderledes anseelig hyre for en ung musiker.
Tiden var til swing og jazz og enhver landsby med respekt for sig selv afholdt fl ere
årlige baller. Således også stationsbyen, Hadsund, der havde ikke færre end tre
steder der tilbød sig med baller til langt op 1980erne. Restaurant Jydegården, også
kendt som Møllers Hotel tidligere, Hotel Hadsund og Skovpavillonen.
-Ja, det skete tit, at der var bal alle tre steder samme aften og det hændte også at vi
spillede et af stederne en fredag aften og et andet sted lørdag aften og som regel på
Jydegården søndag eftermiddag til de berømte Måneskinsballer. Hadsund havde
jo mange foreninger, der gerne afholdt bal for medlemmerne og andre balglade
unge.
Indgangen til 1960erne markerede musikalsk set nye tider. Dixie fulgte trop og tog
nye numre til sig, arrangeret i deres egen version. Tiden med øvelokalet i 1940erne
hos Svend Erik Sørensens forældre på Syrenvej 2, hvor de fire musikere var samlet
omkring spisebordet i stuen var fortid. Som årene var gået og medlemmerne selv
kunne køre til engagementerne var det helt anderledes vilkår, der kunne øves under,
stadig med Otte som kapelmester for sine orkestermedlemmer.
5. juledag i Als hos Boldklubbens Viking med det årlige julebal, mange sæsoner
med faste jobs i Skovpavillonen i Hadsund var sikre jobs. Men det udelukkede på
ingen måde mange engagementer andre steder. Således også i pinsen 1958, hvor
der var job lørdag på Skoven i Hadsund og søndag eftermiddag i Kilden i Aalborg
og til Sejlerbal på Hotel Hadsund samme aften.
-Så Jytta og jeg måtte vente til 2. pinsedag med at blive gift, smiler Otte ved tanken
om, at musikken tog sin del af kalendertiden. Således også på hverdagsaftener i
ugens løb i mange år – med sen hjemkomst og op på trykkeriet følgende morgen
til dagens dont. Måske af sted igen samme aften, Skoleorkestret skulle jo også
undervises. Travle år, men det gik endda, det hele.
Dixie Band har i sagens natur haft flere besætninger og på spørgsmålet om, hvilken
periode Jørgen Otte syntes, det fungerede bedst, peger han på billedet, der viser,
Reinholt Sommer, Peter Moeskjær, Erik Knop Jensen, Ole Aagard Jensen. Det var
besætningen i slutningen af 1960erne.
-Men det har nu fungeret godt med alle besætningerne, ingen tvivl om det, fastslår
Otte, der ikke har opløst orkestret.
De senere år blev det til jobs i trioen, Søren, Jesper & Jørgen, en ganske efterspurgt
trio og tiden med Big Banden, bestående af en lang række tidligere mere aktive
musikere har også beriget, ikke kun Ottes musikalske liv, men også publikum ved
flere lejligheder med morgenmusik ved de årlige brofester.
Ja, sådan er det gået slag i slag for Otte, der kan glæde sig over tredje generation
af familien har slægtet den musikalske interesse og i dag er operasanger i Det
Kongelige Teaters operaafdeling, Jens Fruergaard Otte. Musikken stopper aldrig for
Jørgen, der på et tidspunkt havde en drøm om at blive professionel musiker. Men
sådan gik det ikke, og det er sikkert også godt nok.