Når foreninger arbejder sammen, så sker der noget

24. oktober 2022
Når foreninger arbejder sammen, så sker der noget

.
Når foreninger arbejder sammen, så sker der noget i landsbysamfundene.

Efterårsferien har været over os og mange har søgt efter sjove og hyggelige aktiviteter at lave sammen med venner og familie.

I den anledning havde Snæbum fiskeriforening onsdag inviteret områdets børn til gratis fiskedag hvor man, hvis man var under 16 år, ovenikøbet ville få udbetalt lommepenge pr. indfanget fisk.

Og mange af byens unge mennesker tog udfordringen op, og bevæbnet med fiskestænger, gummistøvler og regnorm indtog de den til lejligheden tøjrede tømmerflåde og byens andre gode fiskepladser.

Vejret viste sig helt klart fra sin bedste side og timerne ved søen fløj afsted, mens fiskene fyldte godt op i spandene.

Initiativtager Verner H. Kristiansen fulgte dagen fra egen jolle midt på søen og kunne ved dagens afslutning udbetale lommepenge-tilskud til flere af de fremmødte.

Og særligt én gruppe drenge var meget enige om at pengene skulle investeres i mere fiskegrej, så de var klar til næste gang når et lignende arrangement forhåbentlig kommer til at løbe af stablen.

Om aftenen havde Snæbum Whisky og event-team inviteret til onsdagscafe ved søbredden.

Her havde man havde tændt bål så de fremmødte kunne holde varmen.

Der blev her serveret lækre smagsprøver på bla øl-marineret hare og rådyr-steg nedlagt af lokale jægere. Det hele meget uformelt hvor man bare kunne møde op, og blive så længe man havde lyst. Et meget velbesøgt arrangement, hvor langt de fleste af byens indbyggere som ikke var draget udenbys for at feriere kiggede forbi og delte en øl med naboerne.

Sådan 2 spontane arrangementer er gode eksempler på hvad lokale foreninger og ildsjælene i dem betyder for sammenholdet i en landsby.

Og i skæret af bålene blev flere også enige om at byens næste projekt skal være at anskaffe nogle udendørs borde og stole til lignende arrangementer.

Skulle ovenstående have inspireret nogen til at finde fiskestangen frem, så er der mulighed for at købe fiskekort til Snæbum Sø flere steder i byen.