Alarm 112
Narkobeslaglæggelser i Danmark 2014
.Året 2014 byder umiddelbart ikke på nogen markante afvigelser fra det generelle billede af narkotika-situationen i Danmark. Der har været et markant fald i mængden af hash i forhold til året før, men sammenlignet med tidligere år, afviger mængden dog ikke væsentligt. Det viser Rigspolitiets årlige opgørelse over den beslaglagte mængde narkotika. Også beslaglæggelsen af […]
.
Året 2014 byder umiddelbart ikke på nogen markante afvigelser fra det generelle billede af narkotika-situationen i Danmark. Der har været et markant fald i mængden af hash i forhold til året før, men sammenlignet med tidligere år, afviger mængden dog ikke væsentligt. Det viser Rigspolitiets årlige opgørelse over den beslaglagte mængde narkotika.
Også beslaglæggelsen af kokain har været markant faldende i forhold til året før, hvilket dog var ventet, idet den særligt store mængde kokain i 2013 var usædvanlig. Mængden af ecstasy-tabletter afviger ikke væsentligt fra tidligere år, men er dog markant højere end i 2013, der tegnede sig for den laveste antal tabletter i 14 år. Det skal bemærkes, at mængden af beslaglagt narkotika afviger årene imellem og selv markante udsving er ikke nødvendigvis en indikation på ændringer af det generelle narkotikabillede.
Amfetamin
Amfetamin er en populær narkotikatype herhjemme og den samlede beslaglagte mængde afviger da heller ikke fra tidligere års stigende mængder. Med undtagelse af året 2012, hvor knap 302 kg amfetamin blev beslaglagt, er 291,59 kg i 2014 den største mængde de seneste 14 år. Der er i fire forskellige politikredse foretaget enkeltbeslaglæggelser af større mængder på mellem 20 30 kg. Der er tale om et fald i antallet af beslaglæggelser i forhold til 2013, men antallet afviger dog ikke væsentligt fra de foregående 5 år.
Ecstasy og MDMA
Beslaglæggelsen af 54.690 stk. ecstasy-tabletter i 2014 står i skarp kontrast til kun omkring 7.700 stk. i 2013. Ecstasy er generelt den narkotikatype med de største årlige udsving i statistikken. Ved år med større samlede mængder af ecstasy-tabletter, skyldes det ofte større enkeltbeslaglæggelser. Sidste år er ingen undtagelse, idet to af hinanden uafhængige beslaglæggelser udgjorde lige knap 25.000 stk. ecstasy pr. beslaglæggelse.
Brugen af MDMA i pulver- eller krystalform er fortsat populært. MDMA er primært indholdsstoffet i ecstasy-tabletter, men pulver- og krystalformen har ofte en langt højere koncentration. Knap 10 kg MDMA er et mindre fald i forhold til forrige år, hvor knap 13 kg blev beslaglagt. Uden at tage højde for koncentrationen kan 10 kg MDMA-pulver omregnes til mellem 40.000 50.000 ecstasytabletter. På grund af den ofte høje koncentration i pulverformen vil der være tale om et langt højere antal tabletter, hvis denne faktor medtages i omregningen.
Hash
Der blev sidste år beslaglagt 2.210 kg hash, hvilket er rundt regnet 1.000 kg mindre end i 2013. Mængden afviger dog ikke markant fra de foregående 3-4 år. København tegner sig for mere end 87 procent af den samlede mængde hash og for den største enkeltbeslaglæggelse på omkring 400 kg. Antallet af beslaglæggelser har været markant faldende i hele landet, med undtagelse af København og Københavns Vestegn, hvor den har været svagt stigende.
Heroin
Beslaglæggelsen af knap 13 kg heroin i 2014 er tæt på forriges års mængde på 13,68 kg. De største beslaglæggelser på mellem 1-2 kg er sket i København, Københavns Vestegn og Fyn. Disse tre politikredse tegnet sig samlet set for mere end 80 procent af den samlede mængde. Antallet af beslaglæggelser afviger ikke væsentligt fra tidligere år.
Kokain
Samlet set blev der beslaglagt knap 90 kg kokain i 2014. Det er et markant fald i forhold til 2013, hvor 681 kg blev beslaglagt. Det markante fald var ventet, idet efterforskninger i 2013 sandsynliggjorde, at de store mængder, der blev indsmuglet sammen med bananforsendelser, var forbeholdt et andet europæisk land, men fejlagtigt blev sendt til Danmark. Sydsjælland & Lolland-Falster og København tegner sig for de største samlede mængder på henholdsvis 22,37 kg og 45,56 kg. København tegner sig ligeledes for omkring 45 procent af alle beslaglæggelser.