.
Af Klaus Hansen
En patrulje kørte på Terndrupvej i byen, hvor de bemærkede en forankørende bil, der ikke havde lys på den påmonterede trailer.
De valgte derfor at stoppe bilen for at gøre føreren opmærksom på problemet.
Da betjentene slog nummerpladerne op i systemet var der noget, som ikke stemte. Nummerpladerne hørte nemlig til en anden bil. Da bilisten blev spurgt om, hvad det var for noget, og i samme ombæring blev bedt om at vise sit kørekort, måtte han forklare, at kørekortet var blevet frakendt.
Under samtalen med den 30-årige bilist bemærkede betjentene samtidig, at han virkede påvirket. Forespurgt om dette kunne bilisten forklare, at han dagligt tog amfetamin.
Det var endnu en sigtelse på papiret. En ransagning af bilen fik desuden bekræftet påstanden. Der blev nemlig fundet amfetamin i midterkonsollen.
Manden blev anholdt, sigtet for at køre bil i påvirket tilstand. Uden gyldigt kørekort. I en bil med stjålne nummerplader. Med en ikke-indregisteret trailer. Han blev desuden sigtet for at være i besiddelse af euforiserende stoffer.