.
Af: Allan Maggo Thygesen
Impeesa betyder Ulven der aldrig sover og er det gammel spejderudtryk.
I år var der deltagelse fra Det Danske Spejderkorps, KFUM, De Grønne Pigespejdere, De Gule Spejdere og Danske Baptisters Spejderkorps, der samlet stillede med 23 patruljer med over 110 spejdere. Løbet er for spejdere fra 4. til 6. klasse, der gennem nogle timer bliver udfordret på en mørk tur gennem Rold Skov.
Præcis kl. 19 kunne spejderne starte med at løse opgaver på de 8 poster, der havde opgaver i meget forskelligt fra spejdernes verden. Ud over den faglige viden, så dystes også i Turn out, der er en vurdering af spejdernes til- og framelding på posten samt samarbejde og god tone under løsningen af opgaver.
Det er en håndfuld spejderledere fra Det Danske Spejderkorps og KFUM, der hvert år bruger mange timer på, at planlægge Impeesa. Spejderleder Birgitte Wilsted Simonsen (DDS Støvring) fra arrangementsgruppen fortæller I de sidste 4-5 måneder før arrangementet er der hele tiden noget at gøre alt fra at booke et sted vi kan være i forbindelse med løbet, sørge for forplejning, planlægge ruten, finde postmandskaber og aktivitet på posten, få udarbejdet løbsmærke og meget mere. Spejderleder Louise Abildgaard Hansen (Oue-Valsgård KFUM) supplerer Når man så står klar til at starte natløbet, og ser over 110 spejdere, der bare er så klar ja så har vi allerede fået energien til at planlægge næste års løb.
Årets løb bød på flere poster, hvor der skulle arbejdes med koder, poster med naturkendskab og poster med båltænding, samarbejdsøvelser, bestemmelse af flag og bygning af bivuak. Der var således udfordringer for alle spejdere.
Ved midnatstid var det nogle trætte og våde spejdere, der igen samlede sig ved Skørping Hallen for at høre hvem, der havde klaret sig bedst i natløbet.
I kategorien Turn out var det en patrulje fra Det Danske Spejderkorps, Støvring der med ganske få point havde vundet, mens det i det samlede resultat var en patrulje fra Danske Baptist Spejdere i Vaarst, der kunne tage vandretrofæet med hjem. I disse to spejdergrupper vil man nu i et år kunne glæde sig over, at blive mindet om, at det var spejderne herfra, der en sen aften/nat i oktober var de dygtigste spejdere i Himmerland.