Familie
Natteravnene i Hobro skifter navn – vil dække hele Mariagerfjord Kommune
Den lokale frivilliggruppe, Natteravnene Hobro, har netop afsluttet deres årlige generalforsamling med en stor beslutning.
Fra dags dato skifter gruppen navn til Natteravnene Mariagerfjord.
Navneændringen kommer som et naturligt skridt i gruppens udvikling, da de i stigende grad ønsker at dække hele Mariagerfjord Kommune ved arrangementer, byfester og skolefester.
“Selvom vi hedder Natteravnene Mariagerfjord, er vi stadig de samme frivillige, der går ture om natten for at skabe tryghed for unge og festglade borgere. Størstedelen af vores indsats foregår stadig i Hobro, men vi ønsker at være til stede i hele kommunen, hvor der er behov for os,” lyder det fra gruppens bestyrelse.
Opfordrer borgerne til at bidrage
Natteravnene Mariagerfjord opfordrer borgerne til at tage del i det tryghedsskabende arbejde ved at informere gruppen om kommende arrangementer, hvor deres tilstedeværelse kan gøre en forskel.
Samtidig håber de at kunne tiltrække flere frivillige, nu hvor deres dækningsområde bliver større. “Hvis du har lyst til at opleve, hvad det vil sige at være natteravn, så er du meget velkommen til at tage med på en uforpligtende prøvetur,” opfordrer bestyrelsen.
Natteravnene Mariagerfjord vil nu informere landskontoret om navneskiftet, så den officielle opdatering kan finde sted.
Interesserede borgere, der ønsker at blive en del af Natteravnene Mariagerfjord, kan kontakte gruppen for yderligere information.