Nyheder

Nederlag i Næstved

AF DANIEL LINDEMANN JAKOBSEN Søndag eftermiddag spillede Hobro IK ude mod Næstved BK, hvor hjemmeholdet vandt 3-0. Et misvisende resultat, hvis man ser på kampens forløb, men ikke desto mindre et nederlag. I tredje spillerunde af 1. division skulle Hobro IK en tur til Næstved, hvor der ventede et opgør mod Næsteved BK. I startopstillingen […]

Nederlag i Næstved
7. august 2016
Af Redaktion

AF DANIEL LINDEMANN JAKOBSEN

Søndag eftermiddag spillede Hobro IK ude mod Næstved BK, hvor hjemmeholdet vandt 3-0. Et misvisende resultat, hvis man ser på kampens forløb, men ikke desto mindre et nederlag.

I tredje spillerunde af 1. division skulle Hobro IK en tur til Næstved, hvor der ventede et opgør mod Næsteved BK. I startopstillingen kunne man overraskende finde den unge Hobro-knægt Mikkel Mejlstrup Pedersen, som altså dermed fik sin startdebut i den gule trøje.

Hobro kom bedst fra land i opgøret. Efter fem minutter sendte Lucas Jensen første afslutning afsted, som dog ikke voldte Sebastian Olsen i Næstved-buret de store problemer. Minuttet efter blev en høj bold sendt op mod Wilfried Domoraud, der med brystet lagde bolden til rette for Anders Holvad. Desværre for Hobro blev hans afslutning sendt et stykke over mål.

Særligt Hobros højre side fungerede glimrende. I flere omgange fik Lucas Jensen, Rune Hastrup og Anders Holvad spillet sig fint igennem, men der manglede skarphed i den afgørende aflevering ind i feltet.

Efter et kvarters tid fik hjemmeholdet deres første store mulighed. En fri Jeppe Illum dukkede op på et indlæg og fik headet bolden ind mod mål. Jesper Rask viste dog gode reflekser og fik reddet med den ene hånd, hvorefter bolden blev sparket ud af farezonen.

Herefter kom hjemmeholdet bedre med i kampen, men det var dog fortsat Hobro, der stod for de fleste chancer. Anders Holvad fik en stor mulighed, da han blev spillet fri inde i feltet. På førsteberøringen fik han sat sin mand, hvorefter han kunne sende en afslutning afsted. Den formåede Sebastian Olsen dog at få reddet inde i Næstved-målet.

Efter en halv time var Lucas Jensen særdeles tæt på at bringe Hobro foran. Han blev spillet fri inde foran mål af Sebastian Andersen, og fik da også vippet bolden over Næstved-keeperen. Inde på målstregen dukkede en forsvarsspiller dog op og fik sparket bolden væk i sidste øjeblik.

Fem minutter før pausefløjt var det så hjemmeholdet, der bragte sig foran. Mikkel Jensen fik smart vippet bolden over Babajide Ogunbiyi, som efterfølgende begik straffespark. Det tog Jeppe Illum sig sikkert af, da han sendte bolden ind bag Jesper Rask.

Selvom Hobro vel nok var det bedste hold i første halvleg, så var det altså hjemmeholdet fra Næstved som var foran ved pausefløjt.

Hobro formåede ikke at svare igen
Blot tre minutter inde i anden halvleg fik hjemmeholdet spillet sig frem til en stor mulighed, hvor et indlæg blev rettet af, og efterfølgende endte hos en fri Næstved-spiller på kanten af feltet. Hobro-målet var relativt frit eftersom Jesper Rask var blevet fanget ude ved den ene stolpe, men Babajide Ogunbiyi fik heldigivs blokeret afslutningen.

Efter en times spil fik Lucas Jensen så en ny stor scoringsmulighed. Et indlæg blev sendt ind i Næstved-feltet, hvor kantspilleren flot tog bolden til sig på kanten af det lille felt. Den efterfølgende afslutning savnede dog kvalitet, eftersom denne blev sendt et stykke over målet.

Hobro pressede på i jagten på udligningen og fik sendt en del høje bolde ind i Næstved-feltet. Særligt unge Mikkel Mejlstrup Pedersen stod for en række farlige indlæg, men Næstved-forsvaret fik afværget gang på gang. Hobro-presset gav naturligvis også en række kontramuligheder i den anden ende, og i kampens 89. minut blev en kontrachance vekslet til mål af Patrick Hansen.

Hobro blev dog ved med at presse på, og det var da også særdeles tæt på en reducering i overtiden. Først var Gotfredsen tæt på en scoring, men han måtte se sin afslutning blive reddet på stregen. Senere blev bolden sendt ind på stolpen.

I stedet kunne Mathias Johannsen øge Næstveds føring til 3-0 i fjerde minut af tillægstiden, hvilket også blev kampens resultat. Et noget misvisende resultat, hvis man ser på kampens forløb.

Hobro IK skal allerede i aktion igen på tirsdag, hvor der venter et opgør i DBU Pokalen mod Ringkøbing.

Kampfakta:
Næstved BK 3 0 Hobro IK (1-0)

Mål:
Næstved BK Hobro IK 1-0, Jeppe Illum (40. min.)
Næstved BK Hobro IK 2-0, Patrick Hansen (89. min.)
Næstved BK Hobro IK 3-0, Mathias Johannsen (94. min.)

Hobro opstilling:
Jesper Rask, Rune Hastrup (55. min. Mads Jessen), Babajide Ogunbiyi, Nicholas Gotfredsen, Mikkel M. Pedersen, Lucas Jensen (62. min. Martin Mikkelsen), Kasper Povlsen, Jonas Brix-Damborg (72. min. Onur Albayrak), Sebastian Andersen, Wilfried Domoraud, Anders Holvad.

Bænken:
Alexander Nybo, Mads Jessen, Mads Justesen, Onur Albayrak, Martin Mikkelsen, Mathies Skjellerup.

Advarsler:
Jonas Brix-Damborg – Hobro IK (12. min.)
Rune Hastrup Hobro IK (33. min.)
Harun Keser Næstved BK (57. min.)
Tobias Perch Næstved BK (92. min.)

Tilskuertal:
1.015 tilskuere

Dommer:
Benjamin Leander

.

Danmark fastholder sin titel som økologisk verdensmester

Læs også: Danmark fastholder sin titel som økologisk verdensmester

Tilmeld dig vores nyhedsbrev