Nordjylland har klaret den store vaccinedag til topkarakter

12. april 2021

Nordjylland har klaret den store vaccinedag til topkarakter

Af Klaus Hansen

Det er gået rigtig godt med storskala-vaccinationen i Region Nordjylland, hvor vi vaccinerer 10.000 nordjyder på én dag. Sidste borger bliver vaccineret kl. 20 i aften.

Regionen har vaccineret på 6 vaccinationscentre

Generalprøven, som dagen også kaldes, skal teste, om regionen er klar til at vaccinere i stor skala, som vi forventer at skulle i gang med om ganske kort tid. Formålet i dag har været at afprøve vores organisering og kapaciteten af vaccinationsindsatsen med mange vaccinationer på én dag.

– Det er gået supergodt i dag. Borgerne kom fra morgenstunden i et jævnt flow, og der har ikke været kø af nogen betydning. Alt i alt har der været en god stemning alle steder i det nordjyske, siger chef for COVID-19 indsatsen i Region Nordjylland, Jan Nybo.

Der har heller ikke været IT-udfordringer i det nordjyske.

– Vi havde startvanskeligheder med vores kaldetavler, der fortæller borgerne, hvor længe de har siddet til observation, men det fik vi hurtigt løst, så det har ikke haft nogen betydning for forløbet andet end, at enkelte borgere ventede lidt mere end de 15 minutter, man skal observeres, siger Jan Nybo, som roser personalet, der har håndteret storskala-vaccinationen:

– Alle har knoklet med stor energi og godt humør og har været med til, at dagen er forløbet så godt. Det fås ikke bedre, siger han.

I Region Nordjylland vaccinerede primært medicinstuderende men også pensionerede sygeplejersker i 6 vaccinationscentre:

Frederikshavn, Hjørring, Aalborg, Hobro, Aars og Thisted.

Hobro og omegn

Se flere artikler