Hadsund og omegn

Ny asfalt på Randersvej ved Hadsund: Vejarbejde går i gang søndag

Vejdirektoratet udskifter asfalt på en 10 kilometer lang strækning syd for Hadsund – trafikanter må forvente forsinkelser i cirka fem uger.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 8. maj 2026

Fra søndag den 10. maj går Vejdirektoratet i gang med et større asfaltarbejde på Randersvej ved Hadsund. Arbejdet omfatter både vejstrækningen og de to rundkørsler på ruten.

Arbejdet strækker sig fra rundkørslen nord for Hadsundbroen og cirka 10 kilometer sydpå. Ifølge Vejdirektoratet forventes projektet at vare omkring fem uger, afhængigt af vejret.

Første etape starter ved rundkørsel

Første del af arbejdet begynder søndag den 10. maj klokken 7.00. Her bliver den eksisterende asfalt fræset af i rundkørslen nord for broen.

Arbejdet udføres i flere etaper. Først fjernes den gamle asfalt, så den underliggende belægning kan repareres. Derefter lægges ny asfalt, og der males nye vejstriber.

Ifølge Vejdirektoratet skal arbejdet give en mere jævn kørebane og forbedre køreoplevelsen for trafikanterne.

Midlertidige trafikændringer under arbejdet

Mens arbejdet står på, bliver der opsat midlertidig lysregulering ved arbejdsområderne. Trafikken vil derfor blive ledt skiftevis gennem ét spor ad gangen.

Bilister må derfor regne med længere rejsetid på strækningen.

Af hensyn til trafikken bliver arbejdet i rundkørslerne udført enten om søndagen eller efter klokken 18 på hverdage.

Vejdirektoratet oplyser samtidig, at arbejdsområdet løbende bliver indsnævret mest muligt for hurtigere at forbedre fremkommeligheden ind og ud af Hadsund.

Vejdirektoratet beklager gener

Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet kan medføre for både trafikanter og beboere i området.

Trafikanter kan følge den aktuelle trafiksituation og oplysninger om vejarbejdet via Vejdirektoratets trafikkort.

Hadsund og omegn

Se flere artikler