Nyheder
Ny cykelrute mellem skov og fjord indvies
.Søndag den 31. maj skal den nye 30 km lange cykelrute 117, Villestrup Å-ruten, indvies. Mariagerfjord Kommune inviterer alle til at cykle med. – Det er en meget flot tur, hvor cyklister både kan opleve Rold Skov, Villestrup Ådal og Mariager Fjord på vejen, og vi håber, at mange har lyst til at være med […]
.
Søndag den 31. maj skal den nye 30 km lange cykelrute 117, Villestrup Å-ruten, indvies. Mariagerfjord Kommune inviterer alle til at cykle med.
– Det er en meget flot tur, hvor cyklister både kan opleve Rold Skov, Villestrup Ådal og Mariager Fjord på vejen, og vi håber, at mange har lyst til at være med på indvielsesturen, siger Anne Navrbjerg, der har været projektleder på cykelruten.
Den nye cykelrute er 30 km lang og går via grusveje og små asfaltveje. Indvielsesturen er delt op i mindre bidder, så alle kan være med, og der er også indlagt pauser undervejs, hvor deltagerne kan nyde lidt forfriskninger, blandt andet bliver der budt på bålhygge og bålsuppe i Møldrup.
– Man kan lade det være op til dagsformen, om man vil cykle med hele vejen eller om man kun vil med på dele af turen. Man kan fx springe på turen undervejs i Møldrup, Brøndbjerg eller Oue.
Hvis man cykler med hele vejen fra Rebild til Stinesminde, skal man dog ikke bekymre sig om at kæmpe sig den samme vej tilbage igen på cyklen.
– Vi sørger for, at der er busser i Stinesminde, som gratis transporterer deltagerne og deres cykler tilbage mod Rebild, fortæller Anne Navrbjerg.
Deltagere, der ønsker hjemtransport i bus, skal dog huske at tilmelde sig busturen via kalenderen på www.mariagerfjord.dk.
Program for indvielsen af Villestrup Å-Ruten 31. maj
Kl. 10.00 Opstart på den nye rute fra Rebildporten
Mødested: Rebildporten, Rebildvej 25A, Rebild, 9520 Skørping
Opstartstale ved Leon Sebbelin, borgmester i Rebild Kommune
Herefter afgang på cykel mod Møldrup (13 km)
Kl. 11.30 Bålsuppe på Møldrup Aktivitets- og Bålplads
Mødested: Birkholmvej 1, Møldrup, 9510 Arden
Møldrup Borgerforening byder velkommen med bålsuppe, bålhygge mm.
Herefter afgang på cykel mod Brøndbjerg (8 km)
Kl. 12.45: Forfriskninger ved åen i Brøndbjerg
Mødested: Storemosevej 7, Brøndbjerg, 9510 Arden
Brøndbjerg byder på frugt og vand på den nye opholdsplads ved åen
Herefter afgang på cykel mod Oue (7,5 km)
Kl. 13.30: Forfriskninger i anlægget i Oue
Mødested: Borgergade, Oue, 9500 Hobro
Borgerforeningen byder på vand og frugt mm. i Oue Anlæg og fortæller om næsehornet Otto og vandremuligheder i området
Herefter afgang på cykel mod Stinesminde (2,5 km)
Kl. 14.00: Sandwich og sodavand på Stinesminde Havn
– kl. 15:00 Mødested: Havnen, Stinesminde, 9500 Hobro
Kl. 14.30: Indvielse af Villestrup Å-ruten:Indvielsestale ved Jørgen Hammer Sørensen, formand for Udvalget for Teknik og Miljø i Mariagerfjord KommuneBorgerforeningen giver kage og kaffe, lægger op til en sang og går en tur i området med interesserede
Fra kl. 15: Bustransport af cykler og deltagere mod Rebild (husk tilmelding på www.mariagerfjord.dk se under kalenderen)
Baggrund
Den nye cykelrute er etableret i samarbejde med Rold Skov Natur og Kulturcenter og er et led i Mariagerfjord Kommunes store sti-netværksprojekt, der bliver afsluttet i løbet af juni. Sti-projektet har haft fokus på at øge adgangen til naturen i Mariagerfjord Kommune, samt på at forbedre formidlingen af oplevelser i naturen på tværs af offentlige og private aktører.
I den forbindelse er lokale stier og ønsker til nye ruter blevet registreret. Både foreninger, lokalråd og borgere har meldt stier og ønsker ind.
Sti- netværksprojektet har haft et samlet budget på 1.850.000 kr. Udover kommunens egenfinansiering er projektet støttet af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter og Den Europæiske Landbrugsfond for udvikling i landdistrikterne.