Trafik

Ny ekspresbusrute mellem Hobro og Hadsund binder Mariagerfjord Kommune bedre sammen

Fra den 10. august får borgerne i Mariagerfjord Kommune markant bedre muligheder for at rejse med bus – både lokalt og til Aalborg. Nordjyllands Trafikselskab (NT) udvider nemlig expresbusnettet med flere afgange og en helt ny rute gennem kommunen.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 5. august 2025

Timeafgange mellem Hadsund og Aalborg

Den nuværende expresbusrute 954X mellem Aalborg og Hadsund opgraderes med timedrift. Det betyder, at der fremover kører bus hver time i begge retninger fra kl. 5 til 23 alle ugens dage. Hver anden afgang fortsætter desuden videre fra Hadsund til Assens, Mariager og Hobro, hvilket giver mere direkte forbindelser syd om fjorden.

Ny ekspresrute 958X via Valsgaard og Oue

Samtidig introduceres en ny expresbusrute, 958X, som forbinder Hadsund og Hobro nord om fjorden via Valsgaard og Oue. Det er samme bus som 954X, der blot skifter rutenummer i Hobro og kører retur ad en alternativ rute. De to ruter kaldes samlet set for Fjordexpressen, og de suppleres, så der fremover kører en ekspresbus hver halve time mellem Hadsund og Hobro – skiftevis nord og syd om fjorden.

Bedre service – færre stop

Formålet med ændringerne er at gøre det lettere og hurtigere at rejse mellem de større byer i kommunen.

Når vi indsætter flere afgange og nye ruter med expresbusser, er det for at gøre det både hurtigere og nemmere for borgerne at komme frem – med færrest mulige stop og mere direkte forbindelser mellem de større byer, forklarer Ole Schleemann, direktør for kunder og drift hos NT.

Lokale busruter tilpasses

Den nye ekspresdækning betyder dog ændringer for de eksisterende ruter i området. Blandt andet reduceres antallet af afgange på:

  • Rute 54: Aalborg – Gistrup – Blenstrup – Hadsund
  • Rute 58: Hadsund – Oue – Valsgaard – Hobro
  • Rute 234: Hadsund – Assens – Mariager – Hobro

I stedet vil der være ca. syv daglige afgange i hver retning i myldretiden på hverdage. Uden for disse tidsrum bliver det muligt at bestille Plustur, som henter passagerer ved hjemadressen og kører dem til nærmeste ekspresbusstoppested.

Vi tilpasser de lokale busruter til de tidspunkter, hvor der er størst efterspørgsel – for eksempel til og fra skole og uddannelse, uddyber Ole Schleemann.

Del af større trafikprojekt

Ændringerne sker som led i projektet Fremtidens Kollektive Trafik, der skal sikre bedre mobilitet i Nordjylland for flest mulige borgere – inden for de økonomiske rammer.

Projektet og de nye ruter er besluttet i samarbejde mellem Region Nordjylland og de nordjyske kommuner – herunder Mariagerfjord Kommune.

FAKTA: Fjordexpressen

  • 954X: Timedrift Hadsund – Aalborg, hver anden time videre til Assens, Mariager og Hobro
  • 958X: Hadsund – Hobro via Oue og Valsgaard, hver anden time
  • Samlet set: Afgang hver halve time mellem Hadsund og Hobro
  • Ikrafttrædelse: 10. august 2025
  • Plustur tilgængelig uden for myldretiden