Ny frontfigur for Lederne i Himmerland

11. juni 2021

Ny frontfigur for Lederne i Himmerland

Af Carina Kondrup

Søren Samuelsen er ny forperson for de 6.200 medlemmer af Lederne Himmerland. Hans hovedfokus vil være at skabe netværk og aktiviteter for medlemmerne, så de lokale virksomhedsledere kan trække på hinandens ledelseserfaringer.

Søren Samuelsen er tiltrådt som ny forperson for Lederne Himmerland. Han overtager pladsen efter Pernille Simonsen, der er blevet valgt som ny næstforperson for Lederne på landsplan. Dermed går hun af som leder af lokalafdelingen.

Søren Samuelsen er 55 år og har været medlem af Ledernes lokalbestyrelse i Himmerland siden 2018. Sidste år blev han valgt som næstforperson i lokalafdelingen. Til dagligt er han direktør for TECHCOLLEGE, som er en af Danmarks største erhvervsskoler med 650 ansatte.

Den nye forperson glæder sig til at fortsætte det gode arbejde i afdelingen. Han vil især have fokus på at skabe netværk og aktiviteter for medlemmerne.

– Det er vigtigt, at vi fortsat tilbyder spændende og relevante konferencer og aktiviteter for vores medlemmer, så vi som ledere hele tiden kan udvikle os. Virksomhedsledere kan ofte have stor gavn af at trække på hinandens kompetencer og ledelseserfaringer, og det vil jeg gerne fortsætte med at skabe rammerne for, siger Søren Samuelsen.

Derudover er det vigtigt for Søren Samuelsen at bibeholde et lokalt fokus.

– Det er helt centralt, at vi i Lederne Himmerland hele tiden har fingeren på pulsen i forhold til, hvad der rør sig hos medlemmerne. Vi skal sørge for at støtte og styrke den lokale omsætning i erhvervslivet og vise, at vi er til for lokalområdet, siger Søren Samuelsen.

På landsplan har Lederne mere end 110.000 ledere og særligt betroede ansatte som medlemmer, og 6.200 af dem er medlemmer af lokalafdelingen i Himmerland, som dækker over kommunerne Aalborg, Rebild, Vesthimmerland og Mariagerfjord.