Erhverv
Ny højesteretsdom kan få betydning for arbejdsskadesager
Flere arbejdsskaderamte kan få ret til erstatning for tab af erhvervsevne
En ny dom fra Højesteret kan få betydning for personer, der tidligere har fået afvist erstatning efter en arbejdsskade.
Højesteret har stadfæstet en dom i en sag ført af HK for et medlem. Ifølge Dansk Metal betyder dommen, at arbejdsskaderamte kan have ret til erstatning for tab af erhvervsevne allerede ved et varigt indtægtstab på fem procent.
Gamle sager kan blive genoptaget
Efter arbejdsskadesikringsloven kan man få erstatning, hvis en arbejdsskade varigt nedsætter evnen til at tjene penge. Erstatningen beregnes ud fra forskellen mellem indtjeningen før og efter skaden.
Hidtil har praksis været, at der først blev udbetalt erstatning ved et indtægtstab på omkring 11-12 procent, selv om den mindste erstatning er for et tab på 15 procent. Den nye dom slår fast, at retten til erstatning kan opstå allerede ved et varigt tab på fem procent.
Læs også:
Dansk Metal afventer næste skridt
Dansk Metal kalder resultatet forventet og afventer nu, hvordan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil håndtere de sager, der eventuelt skal genoptages.
“Det er vigtigt, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring får arbejdsro til at lave et forsvarligt set-up til de sager, som dommen giver anledning til at genoptage. Det er væsentligt, at der fortsat er fokus på at få nedbragt sagsbehandlingstiden generelt på arbejdsskadessager,” siger Dan Mikkelsen, forbundssekretær i Dansk Metals Miljø- og Arbejdsskadesekretariat.
Udgift vurderes at være håndterbar
Der har været bekymring for de økonomiske konsekvenser af dommen. Ifølge Dansk Metal peger beregninger fra Fagbevægelsens Hovedorganisation dog på en samlet merudgift på omkring 235 millioner kroner for sager, der kan genoptages. Det beskrives som et niveau inden for de normale årlige udsving i arbejdsskadeerstatninger.
Læs også: