Forbruger

Ny købmand på vej til Veddum: 600000 kr i støtte fra Landdistriktspuljen

Borgerne i Veddum kan nu se frem til en ny, moderne købmandsbutik i byen. Projektet, som skal genetablere dagligvareforsyningen efter lukningen af Dagli’Brugsen i december 2024, har netop modtaget 600.000 kr. i støtte fra Landdistriktspuljen. Pengene skal bidrage til etableringen af en bæredygtig butik, som både skal levere dagligvarer og fungere som samlingspunkt for lokalområdet.

Ny købmand på vej til Veddum: 600000 kr i støtte fra Landdistriktspuljen
Foto: Dinny Eriksen
Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 4. juli 2025

Støtte til lokalt initiativ i Mariagerfjord

Veddum er ét af syv projekter i Region Nordjylland, som i dag har fået besked om, at de er blevet udvalgt til at modtage midler fra Landdistriktspuljen. Puljen har til formål at styrke levevilkår og udvikling i landdistrikter og på småøer – og Veddums initiativ blev vurderet som både relevant og værdifuldt.

”Igen i år har der været en stor søgning til Landdistriktspuljen, og det viser, at vi har stærke lokalsamfund i hele landet, som udviser en stor skabertrang og initiativrigdom. Det er meget positivt og skaber grundlag for at understøtte den udvikling og fremdrift, vi har behov for i landdistrikterne,” udtaler minister for byer og landdistrikter, Thomas Danielsen.

En ny start efter lukningen

Bag projektet står Støtteforeningen for Veddum-Skelund Købmandsselskab. De arbejder målrettet på at genetablere en butik, der skal tage over efter Dagli’Brugsens lukning og fylde det hul, som mange borgere har mærket i hverdagen.

Projektet indebærer blandt andet køb og renovering af de tidligere butikslokaler, investering i nyt teknisk udstyr som køl/frys og kassesystem samt en moderne indretning med reoler og hylder. Målet er at åbne en fremtidssikret købmand, som kan blive en drivkraft for vækst og tilflytning i området.

Lokal opbakning og engagement

Allerede nu har lokalbefolkningen vist stor opbakning. Et borgermøde har resulteret i salg af 196 anparter, og en bred finansieringsindsats er sat i gang for at realisere projektet fuldt ud.

”I de seneste år har Det Rådgivende Udvalg for Landdistriktspuljen oplevet en markant stigning i antallet af ansøgninger, og det glæder os især, at de både har høj kvalitet og kommer fra hele landet. Det store engagement og den betydelige mangfoldighed i projekttyperne vidner om, at der spirer mange lokale udviklingsinitiativer. Særligt mødesteder på tværs af generationer – med afsæt i det rige natur- og kulturliv – står stærkt i landdistrikterne, og det er noget der, bliver værnet om og udviklet på. Puljens nye fokus på maritime miljøer har givet anledning til spændende idéer, og udvalget ser gerne, at endnu flere projekter udfolder sig inden for dette felt,” udtaler Nynne Larsby Friis, formand for Det Rådgivende Udvalg for Landdistriktspuljen.

Et projekt med fremtidsperspektiver

Udover at sikre dagligvarer i lokalområdet, skal den nye butik i Veddum fungere som et socialt mødested, der styrker fællesskabet. På sigt håber støtteforeningen, at butikken kan bidrage til øget tilflytning, højere ejendomsværdier og lokal udvikling i området.

Med støtten fra Landdistriktspuljen er et stort skridt nu taget. Den nye købmand i Veddum forventes at åbne i løbet af det kommende år.