.
Pressemeddelelse:
Ny medarbejder hos Frivilligcenter Mariagerfjord til to nye frivillighedsprojekter: Frivillig i Mariagerfjord Kommune og Frivillige sociale mentorer.
Charlotte Herold Lange er pr. 7. april 2014 ansat som Projekt Koordinator hos Frivilligcenter Mariagerfjord. Charlotte Herold Lange er uddannet Sociolog fra Aalborg Universitet med specialisering inden for Det civile samfund. Charlotte Herold Lange kommer med en bred erfaring fra det frivillige arbejde, hvor hun blandt andet har fungeret som projekt koordinator og bestyrelsesmedlem hos DFUNK Nordjylland (Dansk flygtningehjælps Ungenetværk i Nordjylland).
Frivillig i Mariagerfjord Kommune
Charlotte Herold Lange skal varetage to nye frivillighedsprojekter under Frivilligcentret. Det ene er Frivillig i Mariagerfjord Kommune, som er et projekt, der ligger i forlængelse af det igangværende Projekt Frivillig. Et landsdækkende initiativ der stiler mod at udbrede kendskabet til frivilligt arbejde og hvorigennem unge på ungdomsuddannelserne får mulighed for at deltage i frivilligt arbejde og få et Frivilligbevis, som kan bruges i forbindelse med jobsøgning. Som første store arbejdsopgave afholder Charlotte og Frivilligcentret en info-aften for foreninger i Mariagerfjord Kommune omkring projektet og rekruttering og benyttelse af særligt unge frivillige i foreningsarbejdet. Denne aften slår Frivilligcentret dørene op til centrets lokaler i Vestergade 4, Hadsund fra kl. 19.00-21.00 og byder alle interesserede foreninger velkommen til et spændende møde og faglig sparring foreningerne imellem.
Frivillige sociale mentorer
Frivillige sociale mentorer er det andet projekt under Charlotte Herold Langes vinger. Projektet sigter imod at matche kompetente og stærke frivillige med unge, som enten er frafaldstruede fra uddannelse eller har svært ved at få startet op på en videregående ungdomsuddannelse. Mentorernes opgave bliver at være en robust skulder for de unge at støtte sig op af. Interesserede mentorer og andre nysgerrige er velkomne til at henvende sig til Frivilligcentret for nærmere information.
Jeg ser frem til at bidrage til udviklingen af det frivillige liv i Mariagerfjord Kommune og arbejde sammen med alle de frivillige ildsjæle, der findes i lokalsamfundet; udtaler Charlotte Herold Lange og minder alle foreninger og frivillige om, at de altid er velkomne til at kontakte Frivilligcenter Mariagerfjord, hvis de skulle ønske rådgivning eller anden form for foreningsstøtte.
Om Frivilligcenter Mariagerfjord: Frivilligcenter Mariagerfjord er en frivillig forening, der rådgiver og arbejder på tværs af foreningslivet i Mariagerfjord Kommune. Centrets formål består af:
At forbedre rammerne for det frivillige arbejde i Mariagerfjord Kommune gennem støtte og synliggørelse af det frivillige arbejde.
At sikre fortsat udvikling af det frivillige arbejde i Mariagerfjord Kommune.
At støtte nye initiativtagere og foreninger i at få en god start.
At udvikle samarbejdet mellem kommunen og de frivillige foreninger.
At støtte, synliggøre og formidle frivilligt arbejde lokalt.
At sikre lettere adgang for de borgere, der ønsker at få hjælp eller lave frivilligt arbejde.
At skabe netværk mellem frivillige foreninger.
At rådgive og vejlede alle med interesse for frivilligt arbejde om støttemuligheder.