Nordjylland skal have en stærkere stemme på Christiansborg. Det er ambitionen bag den nye Nordjysk Vækstalliance, der samler samtlige 11 kommuner i regionen, Region Nordjylland, Aalborg Universitet og DI Nordjylland.
Alliancen blev underskrevet onsdag den 26. august i forbindelse med Nordjysk Erhvervstopmøde i Aalborg.
Blandt de områder, som samarbejdet skal sætte fokus på, er mangel på arbejdskraft, unges fraflytning, infrastruktur, elnet, produktivitetsvækst, innovation og digitalisering.
Vil stå stærkere sammen
Regionsrådsformand og næstformand i Business Region North Mads Duedahl (V) peger på, at et samlet Nordjylland kan stå stærkere i kampen om blandt andet investeringer og arbejdspladser.
”Når vi står sammen om de store udfordringer, står vi også stærkere i konkurrencen om investeringer, arbejdspladser, talent og fremtidens erhverv. Det er præcis derfor, vi har valgt at gå ind i det her samarbejde,” siger Mads Duedahl.
Han betegner samtidig den brede samling som noget særligt:
”Vi har i Nordjylland en stærk tradition for samarbejde. Nu tager vi det næste skridt. Jeg kender ikke andre steder i Danmark, hvor kommuner, region, erhvervsliv og forskning på denne måde samler sig i én fælles organisation med et fælles ansvar for vækst og udvikling. Det gør Nordjysk Vækstalliance til noget særligt,” siger Mads Duedahl.
Tre udfordringer skal på dagsordenen
Bag etableringen ligger ifølge alliancen en række barrierer for vækst i Nordjylland.
Det handler blandt andet om arbejdskraft og demografi, hvor unge flytter væk. Samtidig vurderes infrastrukturen og elnettet ikke at være gearet til fremtidens grønne krav, mens regionen halter efter inden for produktivitetsvækst, innovation og digitalisering.
Bestyrelsesleder i DI Nordjylland og administrerende direktør i Aalborg Portland A/S, Peter Birkegaard, mener, at Nordjylland for ofte bliver forbigået, når investeringerne fordeles.
”Vi taler ofte om at Danmark skal være et land i balance. Men alt for ofte går investeringerne uden om Nordjylland. Det vil vi lave om på. Vi skal fylde meget mere i den nationale debat, og nu trækker vi selv i arbejdstøjet, for vi har selvfølgelig selv et ansvar at løfte,” siger Peter Birkegaard.
Ser store nordjyske styrker
Alliancen fremhæver samtidig en række områder, hvor Nordjylland allerede står stærkt. Det gælder blandt andet fødevarer, fiskeri, grøn energi, det maritime område, forsvar og forskning.
”Med Nordjysk Vækstalliance får vi et stærkere fundament for at omsætte forskning, innovation og talent til vækst, nye arbejdspladser og øget konkurrencekraft. Det er en investering i Nordjyllands fremtid,” siger rektor for Aalborg Universitet Per Michael Johansen.
Formand for Business Region North Denmark Per Bach Laursen ser den nye alliance som en mulighed for at samle de nordjyske kræfter.
”Nordjylland har enorme styrker, men vi skal have mere ud af vores potentialer. Derfor har vi brug for, at kommuner, region, virksomheder og uddannelsesinstitutioner løfter i flok. Et mangeårigt uformelt samarbejde har bragt aktørerne tættere sammen. Med Nordjysk Vækstalliance skaber vi en ny platform, hvor vi kan samle kræfterne om fælles løsninger og tale med en langt stærkere stemme,” siger Per Bach Laursen, som er formand for Business Region North Denmark.
Skal være klar inden årets udgang
De 11 nordjyske borgmestre har aftalt, at Business Region North går ind i Vækstalliancen som en ny fælles platform for regional erhvervspolitisk interessevaretagelse.
Aalborgs borgmester, Lasse Frimand Jensen (S), peger blandt andet på energi, grøn omstilling, forsvar og sikkerhed som områder med muligheder for Nordjylland.
”Vi står over for nogle fælles muligheder inden for blandt andet energi, grøn omstilling, forsvar og sikkerhed, hvor Nordjylland allerede har stærke positioner. Hvis vi formår at samle kræfterne på tværs af hele regionen, kan vi stå endnu stærkere i fremtiden,” siger Lasse Frimand Jensen.
Planen er, at Nordjysk Vækstalliance inden udgangen af 2026 skal have en organisation, en fælles retning og en konkret plan for det videre arbejde på plads.
Alliancen skal samtidig være åben for flere. Virksomheder, organisationer, uddannelsesinstitutioner og andre relevante aktører vil løbende blive inviteret med i konkrete indsatser og fælles dagsordener.
Læs også: