Job
Ny pædagogisk leder søges til Wiegaardens Naturbørnehave
Wiegaardens Naturbørnehave, beliggende i naturskønne omgivelser tæt på Mariagerfjord, søger en ny pædagogisk leder til at tage del i udviklingen af et læringsmiljø, hvor naturen spiller en central rolle. Stillingen er ledig fra 1. maj, og ansøgningsfristen er den 2. marts 2025
Børnehaven, som er en del af Dagtilbud Område Midt, huser 45 børn i alderen 3 til 6 år fordelt på to stuer. Her er det udelivet, der danner rammerne for børnenes læring og udvikling, og den kommende pædagogiske leder vil få en central rolle i at forme og styrke dette pædagogiske fundament.
Leder med blik for udvikling og samarbejde
Den rette kandidat skal kunne motivere og inspirere medarbejderne til at bruge naturen aktivt som et pædagogisk redskab. Det indebærer blandt andet at udvikle og implementere naturfaglige læringsforløb, der styrker børnenes nysgerrighed og fællesskab.
Som pædagogisk leder vil man indgå i et lederteam på seks personer i Dagtilbud Område Midt, hvor samarbejde og faglig udvikling er i fokus. Der lægges vægt på, at den nye leder har en anerkendende tilgang, kan bevare overblikket i en travl hverdag og kan skabe et inspirerende arbejdsmiljø for både medarbejdere og børn.
For at komme i betragtning til stillingen skal man enten have erfaring med ledelse eller ønske at tage de første skridt i en lederrolle. Derudover skal man have gode kommunikative evner og kunne arbejde tæt sammen med forældre og tværfaglige samarbejdspartnere.
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst, og der vil blive indhentet børne- og straffeattest på den kandidat, der ansættes. Samtalerne finder sted den 10. og 20. marts, og der vil i anden samtalerunde indgå en case samt personlighedstest.
For yderligere information kan Områdeleder Elsebeth Kaasing kontaktes på telefon 20323168.
Læs mere: Pædagogisk leder til Wiegaardens Naturbørnehave, Dagtilbud Område Midt.
Læs også: