Øster Hurup og omegn
Ny sikkerhedsportal skal forebygge børneulykker
.Af Klaus Hansen Det skal en ny sikkerhedsportal, udviklet af Børneulykkesfonden, nu hjælpe dem med. Hvert år ender mere end 190.000 danske børn på skadestuen som følge af en ulykke. Næsten hver tredje af disse ulykker resulterer i yderligere behandling enten hos egen læge, ambulant eller i form af indlæggelse. I 16 % af ulykkerne […]
.
Af Klaus Hansen
Det skal en ny sikkerhedsportal, udviklet af Børneulykkesfonden, nu hjælpe dem med.
Hvert år ender mere end 190.000 danske børn på skadestuen som følge af en ulykke. Næsten hver tredje af disse ulykker resulterer i yderligere behandling enten hos egen læge, ambulant eller i form af indlæggelse. I 16 % af ulykkerne sker der knoglebrud .
Ulykker blandt børn er et væsentligt sundhedsproblem, som kan have store konsekvenser for det enkelte barn, pårørende og samfundet. For at forebygge og nedbringe antallet af børneulykker i Danmark, lancerer Børneulykkesfonden nu sikkerhedsportalen SikkerHverdag.dk, hvor viden inden for alle emner af børnesikkerhed er samlet. Det tværfaglige projekt er udviklet i samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen, Miljøstyrelsen og Vejdirektoratet og er støttet af Sundhedsstyrelsen.
Vi vil alle sammen som forældre passe så godt som muligt på vores børn og undgå ulykker. Men vi kan også blive forvirrede over, hvilke råd, der er de rigtige, og hvilke der måske er farlige eller forældede. Derfor er den nye sikkerhedsportal en kærkommen hjælp til at få styr på, hvordan vi sender børnene ud i verden på den mest sikre vis, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.
Forældre efterlyser information om børnesikkerhed
En ny undersøgelse foretaget af Epinion for Børneulykkesfonden viser, at mere end hver tredje forælder synes, det er svært at orientere sig i informationer, lovgivninger og anbefalinger vedr. børns sikkerhed. Tallene viser også, at over halvdelen af forældrene synes, at der er behov for en hjemmeside, som samler al information om børnesikkerhed. Derfor har Børneulykkesfonden udviklet den nye, brugervenlige sikkerhedsportal.
Mor: Vi kendte ikke risikoen ved afløbsrens
Størstedelen af de ulykker, der rammer små børn, sker i hjemmet, og for den nu 6-årige Ludvig og hans familie var det netop her, at en alvorlig ulykke ændrede livet brat for hele familien. Ulykken skete, da Ludvig som kun 1½-årig slugte afløbsrens, i mens hans far lå med hovedet under vasken for at reparere afløbet på opvaskemaskinen. Selvom Ludvig kun tog to slurke af den farlige væske, var det nok til at lave alvorlige skader på spiserør og mavesæk. Ludvig var indlagt flere måneder efter ulykken, og han er stadig påvirket af ulykken den dag i dag.
Når alle i familien har travlt, kan man godt glemme de farer, der lurer i hjemmet. Dengang anede vi ikke, hvor farligt afløbsrens faktisk er. Selvfølgelig ved man, at det har en advarselstrekant osv., men hvor meget to mundfulde kan ødelægge ens liv, er man ikke klar over. Jeg ville ønske, at vi havde været mere opmærksomme dengang, siger Anita Leiholm, som er mor til Ludvig.
Find vej i junglen
På www.SikkerHverdag.dk kan forældre, bedsteforældre, fagpersoner m.fl. få hjælp til at finde rundt i sikkerhedsstandarder, lovkrav, anbefalinger og gode råd, når det handler om børns sikkerhed. Rådene er opstillet som korte artikler og opdelt i forskellige kategorier for at gøre det nemt og overskueligt at finde lige præcis de råd, man har brug for. Hjemmesiden indeholder desuden et Ekspertpanel med en række eksperter inden for forskellige fagområder, som står til rådighed for alle, der har spørgsmål om børnesikkerhed.