Øster Hurup og omegn

Nye æresmedlemmer hyldet på generalforsamling

Redaktion
Af Redaktion 16. marts 2024

Torsdag d. 14. marts havde Lokalhistorisk Arkiv i Øster Hurup indkaldt til den årlige generalforsamling, og tilbuddet blev modtaget af omkring 70 personer, som kom til kaffe og boller, og som hørte lidt om arkivets arbejde – herunder det nye arkiveringssystem, som er under indkøring.

Der blev efter afstemning vedtaget en kontingentforhøjelse fra 100 til 125 kr., da trykprocessen på bladet samt portoen er steget voldsomt. Forhøjelsen bliver dog først gældende fra 2025.

Der blev valgt 2 nye medlemmer til bestyrelsen – det blev Lea Klitgaard og Aase Jensen. Bestyrelsen konstituerer sig i næste uge.

Under kaffen blev der vist en lokal film, og Kaj A. Larsen fortalte levende om brødrene Pedersen fra Ø. Hurup som blev grundlæggere af Novo.

Slutteligt blev der udnævnt 2 æresmedlemmer. Rosa Larsen modtog diplom og gave for mange års virke som kasserer og al mulig praktisk assistance gennem årene, og Karen Myrup for af have grundlagt arkivet, samt at have været en levende og vidende arbejdskraft i omkring 40 år.

Karen fortsætter sin gang på arkivet, men udtræder af bestyrelsen.

De to æresmedlemmer kommer nu i fornemt selskab på “Wall of fame” sammen med andre æresmedlemmer: Erik Otte, Jane Holt, Grethe Hald og Poul Hyllebjerg.

Øster Hurup og omegn

Se flere artikler