Af Klaus Hansen
To mænd på 27 og 39 år, fra henholdsvis Randers og Hobro der sidder varetægtsfængslet for hærværk begået mod en jødisk gravplads i Randers, er nu sigtet for yderligere forhold under både hærværks- og racismeparagraffen.
Begge mænd er sigtet for at forhåne eller nedværdige andre personer på grund af deres seksuelle orientering ved at have overmalet en regnbuefarvet bænk på Stadion Allé i Aarhus i starten af juni sidste år.
Desuden er den nu 39-årige mand i sagen også sigtet efter hærværks- og racismeparagraffen ved at have opfordret flere personer til at lave hærværk mod en bogcafé på Studsgade i Aarhus. I september sidste år blev der malet på facaden og opsat plakater med et hagekors og forskellige slogans op på caféens facade.
De to mænd blev anholdt i november og sigtet for at have hældt maling på 84 forskellige gravsten på en jødisk gravplads og for at have kastet maling på en husfacade, hvor en Davidsstjerne var afbildet. De blev efterfølgende varetægtsfængslet.
Ved dagens fristforlængelse blev der anmodet om dørlukning, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere. Begge mænd har nu fået forlænget deres varetægtsfængsling med fire uger. Den 39-årige kærede byrettens kendelse til landsretten.