Nyheder
Nye tal vækker bekymring: Politifolk filmes og hænges ud på sociale medier
57 procent af de adspurgte politifolk har oplevet at blive optaget af borgere uden samtykke, mens de var på arbejde. Mange oplever det som krænkende, og Politiforbundet vil nu have nye regler for deling af optagelser.
Mobiltelefonen kommer ofte frem, når politiet er på arbejde, og for mange betjente stopper optagelserne ikke, når situationen på gaden er overstået.
En ny undersøgelse fra Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, blandt medlemmer af Politiforbundet viser, at 57 procent af de adspurgte politifolk har oplevet at blive optaget på foto, lyd eller video af en borger eller pårørende uden samtykke, mens de var på arbejde.
Blandt dem, der er blevet optaget, svarer 79 procent, at de har oplevet optagelsen eller overvågningen som krænkende.
Mere end halvdelen oplevede optagelserne blive delt
Undersøgelsen viser samtidig, at 56 procent af de politifolk, der er blevet optaget, har oplevet, at materialet efterfølgende er blevet delt med andre eller offentliggjort. Blandt dem, der både er blevet optaget og har fået materialet delt, svarer 60 procent, at de har oplevet at blive omtalt på en krænkende måde på sociale medier.
Ifølge Politiforbundet kan chikanen have store personlige konsekvenser for de berørte politifolk, blandt andet i form af stresssymptomer og søvnbesvær.
- I takt med at alle har mobiltelefoner, er det også blevet mere reglen end undtagelsen, at politiet bliver filmet. Det er blevet et vilkår, som man som betjent skal forholde sig til og håndtere. Dér hvor det bliver problematisk, er når optagelser bliver lagt ud på sociale medier uden samtykke udelukkende for at chikanere, lyder det fra forbundsformand Heino Kegel.
Læs også:
Vil have politisk handling
Politiforbundet mener, at der er behov for at ændre reglerne. Forbundet ønsker, at det skal være ulovligt at dele optagelser uden samtykke, hvis politifolkene på optagelserne kan identificeres.
- Tallene i undersøgelsen gør stort indtryk på mig. Politifolk stiller op i forreste række, når der er brug for at passe på borgerne og skabe ro og orden. De fortjener, at der bliver taget hånd om denne problematik. Vi vil ikke acceptere chikane af vores medlemmer, siger Heino Kegel og fortæller at, chikanen har store personlige konsekvenser for kollegerne som stresssymptomer og søvnbesvær.
Politiforbundet oplyser, at det allerede er i dialog med Justitsministeriet om problemstillingen.
- Som samfund skal vi passe bedre på dem, der passer på os. Det er på ingen måde acceptabelt, at mine kolleger skal slås med chikane på sociale medier. Vi mener, der er behov for politisk handling: Det bør gøres ulovligt at dele optagelser uden samtykke, hvor man kan identificere politifolkene. Vi er allerede i dialog med justitsministeriet om det, og vi bliver ved med at presse på, indtil der bliver gjort noget ved problemet, afslutter Heino Kegel.
718 politifolk har deltaget
Undersøgelsen om chikanøs adfærd fra borgere over for offentligt ansatte er gennemført af Fagbevægelsens Hovedorganisation. I alt har 718 politifolk deltaget i den del af undersøgelsen, der omhandler chikane blandt Politiforbundets medlemmer.
Spørgeskemaundersøgelsen blev udsendt i efteråret 2025, mens svarene blev indsamlet i starten af 2026.
Læs også: