Mariager og omegn

Nye tider – En omfartsvej og udvikling

.Af Søren Kruse, MariagerFar, landmand og civilingeniør (og ikke medlem af noget parti) Om kort tid skal Danmark have mange 5G-master, som gør, at også vore net-forbindelser vil blive endnu hurtigere. Så kan man bedre sende droner rundt i landet og aflevere pakker fra luften, have førerløse biler, kunstig intelligens, robotter, overvågning mv. Det er […]

Nye tider – En omfartsvej og udvikling
9. april 2019
Af Redaktion

.
Af Søren Kruse, Mariager
Far, landmand og civilingeniør (og ikke medlem af noget parti)

Om kort tid skal Danmark have mange 5G-master, som gør, at også vore net-forbindelser vil blive endnu hurtigere. Så kan man bedre sende droner rundt i landet og aflevere pakker fra luften, have førerløse biler, kunstig intelligens, robotter, overvågning mv. Det er jo bare udviklingen, som de samme politikere sikkert vil sige, for det er jo godt for økonomien.

Nogle forskere advarer godt nok kraftigt mod netop 5G og den elektromagnetiske stråling, og de får så påtalt, at de er imod udviklingen. Ligesom dem der synes, at omfartsveje er unødvendige, at en sådan vil ødelægge skøn natur, og er spild af penge.

Vores politiske system, hvor politikere skal på valg gør, at vi fra tid til anden får nogle tilbud, som bliver brugt for at skabe opmærksomhed, og for at købe stemmer. Her synes jeg, at det er ægte samfundssind og ansvar når mange, som i Mariager, siger fra, når de ikke er enige i proportionerne og perspektiverne i gaverne. Godt gået!

Nu er det måske på tide at spørge, om der findes andre værdier for denne udvikling, end blot hvad der er godt for økonomien? Desværre har det jo vist sig at sidstnævnte ikke har en indbygget grådighedsbegrænsning, og derfor ser vi, at vi er ved at ødelægge den jord vi lever på. Altså, mere af samme slags og det vil gå helt galt, og noget tyder på, at det allerede nu ser langt værre ud for klima og miljø end mange bryder sig om at forholde sig til.

Er vi der nu, hvor man i Mariagerfjord kunne overveje, hvad de 377 mill eller bare 80 mill. kunne bruges til, hvis vi havde et andet værdisæt som udgangspunkt for vores udvikling og investeringer?

Som at sikre rent drikkevand fremover, og at arbejde for en robust fjord, hvor der er mulighed for at få den gamle fiskediversitet og bestand tilbage, ved eksempelvis at kompensere lokale konventionelle landmænd, for det midlertidige tab i indtægter i en periode, hvor deres jord genoprettes til en økologisk god og naturlig frugtbar jord. Det vil også bidrage til genopbygning af den biodiversitet vi alle afhænger af.

Hvad med at støtte vore lokalsamfund, ved at støtte de små skoler med bedre faciliteter der stimulerer læring, så som skolehaver mv.?

Flere lærer med mulighed for nærvær og tid til det enkelte barn, og måske endda give mulighed for at reducere medicinering af nogle af alle de børn, der i dag får det mod deres mange diagnoser. Sidstnævnte er ofte børn, der ikke kan sidde stille i kæmpe klasser med ca 30 elever, og som også kan have forældre der går ned med stress pga udviklingen i dag. Livskvalitet for ældre medborgere er et kapitel for sig.

Helt ærlig, kan vi ikke konkludere at det ikke er et spørgsmål om at være imod udvikling, men hvad det er for et værdisæt, vi har for denne udvikling?

Som samfundsborgere i Mariager og i resten af landet, skal vi måske ikke se på, om det er bedre at få den ene vej eller den anden, som en gave fra staten (en siddende regering) inden et folketingsvalg, men derimod, hvilke folk vi vil betro vores stemmer.

Om ikke andet, så lad denne skrivelse være et råb til himlen, om vi snart kan få folkevalgte, der med hjerte og mod, vil understøtte en udvikling mod et bæredygtigt, og trygt samfund med mennesket og vores klode i centrum. Vores og vore børns fremtid afhænger af det.

Tak for ordet – hermed ønskes alle et godt valg af politikere nu og til valg fremover.

Lørdag den 25. januar er Mariager igen aktiv i Danmarks Indsamlingen

Læs også: Lørdag den 25. januar er Mariager igen aktiv i Danmarks Indsamlingen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Mariager og omegn

Se flere artikler