Hobro og omegn
Nye tider i Hobro IK´s Senior afdeling
.AF THOMAS BJERRE Udgangspunktet for mødet er bestyrelsens ambition om at genopbygge seniorfodbolden i Hobro IK, til hvad den var for få år siden.Nemlig en klub hvor der blev spillet seniorfodbold på mange forskellige niveauer, således det var muligt for alle, uanset tid, evner eller ambitioner, at finde et hold der matchede ens niveau. Det […]
.
AF THOMAS BJERRE
Udgangspunktet for mødet er bestyrelsens ambition om at genopbygge seniorfodbolden i Hobro IK, til hvad den var for få år siden.
Nemlig en klub hvor der blev spillet seniorfodbold på mange forskellige niveauer, således det var muligt for alle, uanset tid, evner eller ambitioner, at finde et hold der matchede ens niveau.
Det er ligeledes bestyrelsens ambition at Hobro IK skal være det sted i Mariagerfjord, Vesthimmerland og Rebild kommuner der spilles breddesenior-fodbold på højeste niveau. Vi ser ingen grund til, at Hobro IK ikke igen skal kunne præstere fodbold på DS-niveau, og være den klub som områdets talenter søger imod.
Men hvad vigtigere er, så er ambitionen, at Hobro IK får 4 herreseniorhold på forskellige niveauer, som sammen med vores i forvejen velfungerende Oldboyshold, får genskabt en god seniorkultur i vores klub. En kultur kendetegnet ved kompetente trænerteams, engagerede spillere, seriøsitet og godt fodbold. Men lige så vigtigt kendetegnet ved hygge og grin samt sociale arrangementer.
Organisatorisk arbejder bestyrelsen ligeledes på at etablere et Senior/Oldboys-udvalg, til at fungere som bindeled mellem seniorafdelingen og bestyrelsen.
Ligeledes påtænker bestyrelsen ansættelse af en breddesportschef til at varetage det overordnede sportslige ansvar for hele seniorafdelingen samt samarbejde med hhv. Talentchefen i ungdomsafdelingen og Sportschefen i Eliteafdelingen. Således vi i Hobro IK optimerer muligheden for udvikling hos den enkelte spiller og sikrer en sportslig sammenhængskraft hele vejen op igennem vores klub.
Det sportslige udgangspunkt 1.januar 2017 er 3 seniorhold, henholdsvis serie 1, serie 5 & serie 6.
Årsagen til 3 hold er, at vi, i bestyrelsen, har så stor tiltro til hele projektet, at vi allerede for halvanden måned siden har ansøgt DBUjylland om et ekstra hold i serie 5, hvilket de allerede har bekræftet os, at vi har fået.
Vi tror desuden på, at vi ved ansættelse af kompetente trænerteams og et kvalificeret setup omkring det enkelte hold, kan gøre det interessant for både nuværende, tidligere samt nye spillere at være med.