.
Af Klaus Hansen
Mens systemet færdiginstalleres i uge 41 og 42 spærres sporene, og der indsættes togbusser.
Efter års forberedelse, 5.800 timers test i testlaboratoriet og cirka 600 timers test på skinnerne i Nordjylland sættes den første strækning i Danmark i drift med det nye signalsystem den 21. oktober mellem Frederikshavn og Lindholm.
Med det nye signalsystem modtager lokomotivføreren køresignal direkte på en skærm i førerrummet via radiokommunikation. Det betyder, at de fysiske signaler langs jernbanen i fremtiden bliver overflødige.
Flere tog til tiden og færre forsinkelser
Udrulningen vil på kort sigt medføre en række gener for de nordjyske togrejsende. De skulle dog gerne opvejes af en række forbedringer på togstrækningerne, når signalsystemet er fuldt implementeret i Nordjylland.
-Det nye signalsystem er et af Danmarks største it-projekter. Det betyder cirka 80 procent færre signalfejl, når det er fuldt udrullet i hele Danmark. Og det giver kort og godt flere tog til tiden for nordjyderne, siger René Hestbæk, områdechef for Trafikstyring Vest i Banedanmark og fortsætter:
– Det er vigtigt at understrege, at det er nødvendigt at udskifte signalanlæggene i Nordjylland, som er nogle af de mest slidte i Danmark – nogle stammer tilbage fra 1912. De er dyre at vedligeholde, svære at skaffe reservedele til og skaber forsinkelser i togtrafikken.
Signalsystemet skaber samtidig også et ensartet højt sikkerhedsniveau for passagerne i Danmark og øger sikkerheden for de medarbejderne, som arbejder ved skinnerne.
Sporspærringer i uge 41 og 42
Det sidste år er det meste udstyr ved skinnerne og i togene installeret. Udrulningen går nu ind i en ny fase, hvor det er nødvendigt at indstille al togdrift nord for Aalborg i uge 41 og 42:
– Af sikkerhedsmæssige årsager bliver vi nødt til at spærre sporene, mens de forskellige personalegrupper kører testkørsler og bliver 100 % dus med systemet, samt de sidste installationer klares. Vi har valgt perioden omkring efterårsferien, hvor spærringen generer færrest mulige togrejsende, siger René Hestbæk.
Fra uge 43 og frem til december 2018 køres der med en mindre reduktion i køreplanen, fordi det forventes, at der vil forekomme mindre driftsforstyrrelser på systemet.
Der vil i perioden blive sat massivt ind med togbusser på alle de berørte strækninger, mens ekspresruterne mellem de store trafikale knudepunkter også vil blive styrket markant. Nordjyllands Trafikselskab og Nordjyske Jernbaner vil i perioden også sende serviceværter på gaden for at hjælpe kunderne.
Digital frontløber
Hos Nordjyllands Trafikselskab og Nordjyske Jernbaner ser man frem til at blive dansk togdrifts digitale frontløber med udrulningen af det nye signalsystem på den første strækning i Danmark.
– Vi er naturligvis stolte over, at vi som den første region i Danmark får mulighed for at tilbyde vores kunder fordelene ved det nye signalsystem. Samtidig er vi selvfølgelig meget opmærksomme på, at implementeringen af dette kæmpe projekt vil være til stor gene for vores kunder i perioder, og her står vi klar til at gøre alt, hvad vi kan for at begrænse minusserne så meget som muligt, understreger adm. direktør Thomas Eybye Øster fra Nordjyllands Trafikselskab.
Ifølge Peter Hvilshøj, der er adm. direktør i Nordjyske Jernbaner, har det nye signalsystem fyldt meget gennem det seneste år. Installation af nyt udstyr i tog, implementering af nye procedurer og uddannelse kombineret med sporspærringer som følge af test og træning i systemet har krævet en stor indsats af hele organisationen og ikke mindst de togrejsende:
– Udrulningen af et projekt af denne kaliber vil selvfølgelig altid skabe udfordringer. Alt taget i betragtning er samarbejdet med Banedanmark forløbet godt, og vi har efterhånden været i gang i et år med implementering af signalsystemet. Selvom vi må berede os på børnesygdomme og uforudsete problemer i den kommende tid, glæder vi os og ser fortrøstningsfuldt på fremtiden, siger Peter Hvilshøj.
Udvidet beredskab fra uge 43 og frem
Nordjyske Jernbaners tog holder ikke stille i uge 41 og 42, hvor togoperatøren vil udnytte Banedanmarks sporspærringer til at foretage intensive testkørsler. De nordjyske lokoførere har dog længe været i gang med at træne blandt andet i form af testture om natten for at lære det nye signalsystem bedre at kende:
– Vi forsøger at blive fortrolige med det nye system så hurtigt som muligt, og vi vil derfor tage bestik af Banedanmarks sporspærringer i uge 41 og 42 til at træne lokoførerne og gennemteste det nye system i vores tog, slutter Peter Hvilshøj.
I forbindelse med forekomsten af eventuelle driftsforstyrrelser samt den mindre reduktion i køreplanen har NT forberedt et udvidet beredskab fra uge 43 og frem, mens Banedanmark har sendt alt disponibelt mandskab til Nordjylland i perioden med henblik på at sikre en så gnidningsfri og god overgang som muligt.
NT henviser desuden til, at deres kundecenter står klar til at hjælpe de rejsende i den kommende periode. Togbussernes køreplan og anden information kan findes på appen MinRejseplan og på Rejseplanen.dk.
Banedanmark forventer, at de sidste strækninger i landet har fået det nye signalsystem senest i 2030.