.
Af David Biering
På Tingmødet i Als Odde den 14.6.14 trak, den i kajakkredse kendte, Henning Reichsteins sig som formand og overlod posten til David Biering. Henning Reichstein er i kajakkredse en kendt og respekteret kajakroer, der i sin tid også var med til at starte Landsforeningen : Havkajakroerne. Han har i mange sammenhænge siddet i diverse bestyrelsen gennem en lang årrække og gjort sin indflydelse gældende. Og han har skrevet en lille glimrende, men uundværlig bog : Kajak ABC, som på en ligefrem facon fortæller en masse om teknik, navigation, udrustning, søvejsregler etc..
Henning Reichsten blev da også på tingmødet hyldet som afgående formand, og da der ikke stod en hel række unge mennesker i kø for at overtage jobbet som formand, lovede jeg at overtage formandsskabet.
Kajakbumserne er en kajakklub, som igennem en lang årrække har tilbudt havkajakroere en lang række spændende aktiviteter, såsom sommerlejrture, onsdagsaftenture, foredrag, redningstræning, grønlænderrul, etc.. Og foreningen bliver ofte inviteret til deltagelse i andre kajakklubbers aktiviteter – i disse dage deltager vi f.eks. i Kajakeventyret.dks tur fra Hobro til Øster Hurup.
Er du kajakroer er du meget velkommen til at deltage i nogle af vores ture eller arrangementer, som hovedsagelig foregår i Mariagerfjord og Kattegat.
Onsdag aften i sommerperioden mødes vi kl. 19.00 forskellige steder i fjorden – afhængig af vind og vejr og ror så en aftentur på sædvanligvis 5 til 10 km med en kaffepause, hvor vi som regel klarer verdens problemer, eller tager lidt gas på hinanden.
Næsten hver dag – året rundt – laver specielt pensionisterne i blandt os spontanture sammen med kajakklubben Kajaklemmerne, hvor alle kan deltage. Vi skriver en sms til hinanden – med f.eks, teksten: Stinesminde kl.10 og så deltager de kajakroere, der har tid, lyst og mod til det. Unge og gamle kajakroere er altid velkomne og ingen af de to foreninger kræver kontingent.
I vinterperioden træner vi redningsøvelser og rul i Hadsund svømmehal.
Er du således et menneske – ung eller gammel, der har mod til nye udfordringer og store naturoplevelser, så er du velkommen til at kontakte den nye formand for Kajakbumserne: David Biering