Af Klaus Hansen
Lørdag den 11. januar 2020 kl. 19 i Multihuset, Øster Hurup.
For fjerde gang inviterer Als-Øster Hurup Kirkekor til Nytårskoncert i Multihuset, og med tre succeser i bagagen er håbet, at man endnu en gang kan samle flere hundrede glade mennesker til en festlig fejring af det nye år.
Lørdag den 11. januar 2020 forvandler 60+erne i Øster Hurup igen Multihusets hal til en festsal – loftet sænkes ved hjælp af det store himmelsejl, og lyskæder og pynt sikrer nytårsstemningen fra start. En professionel lydmand sørger for stor vellyd, og en professionel lysmand sørger for den rette stemning.
Koret, der som sædvanligt ledes af organist Troels Kold, har igen allieret sig med pianisten Lili Olesen, som medbringer to musikere, der sammen med hende udgør Wienertrioen. De vil på skift med koret spille salonmusik fra før verden gik af lave og fylde publikums øregange med smægtende wienermusik og ørehængere fra 1920ernes og 30ernes saloner. Og så kommer Go-Go Pigerne (tidligere kendt som Tinas Tøser) igen og giver den både som valsedronninger – og som cancan-piger i et uddrag fra Den Glade Enke!
Som årets ekstra nytårsgave og special guest star vil ingen ringere end Susan Himmelblå, personificeret ved skuespilleren Birgitte Raaberg, dukke op og give et par numre. I forbindelse med Kim Larsens død for godt et år siden er hans film Midt om Natten (en af de mest sete film i Danmark nogen sinde) blevet genudsendt adskillige gange, så der er ikke mange i landet, der ikke har været lige så forelsket i Susan Himmelblå, som Kim Larsen var det i filmen. Birgitte Raaberg vil dels synge et par numre på egen hånd, dels sammen med koret.
DagliBrugsen i Øster Hurup er igen med i arrangementet og byder på bobler ved ankomsten – og i pausen igen bobler samt kransekage til at få boblerne til at glide ned med. Hvis ikke det dækker behovet, kan der købes mere under hele koncerten.
Koret optræder i galla. Publikum må også meget gerne møde op i festdragt, men det er dog ikke noget krav. Der bliver også dansegulv til en wienervals, hvis man ikke kan holde benene i ro undervejs! Og lige som sidste år spilles der wienervalse over højtalerne i en times tid efter koncerten er slut, så alle kan få trænet valsetakten på dansegulvet.
Prisen er 175 kr. pr. billet, hvor alle ovennævnte ting er inkluderet – og foregår følgende steder:
DagliBrugsen i Øster Hurup
EL-Butikken i Als
Multihusets hjemmeside: www.oesterhurup-multihus.dk
Koncerten arrangeres af Als-Øster Hurup Kirkekor i samarbejde med Event Øster Hurup. Koncerten støttes af Jutlander Fonden Himmerland.