.
Af Klaus Hansen
Nu er sæsonens første hold ved at nå til vejs ende og der åbnes i uge 43 op for nye hold, her iblandt også et hold for mænd og begyndere i ashtanga yoga.
Mænd tror generelt ikke at yoga er noget for dem, da de ikke er lige så smidige som kvinderne. Men det handler jo ikke om allerede at være smidig for at kunne deltage, udtaler Helle Høgh-Mogensen, som er underviser i Ønskehusets Yoga.
Det handler langt mere om, at have lyst til at arbejde hen imod bl.a. at blive mere smidig. Processen i yoga er vigtigere end målet, hvilket måske ikke er så maskulint? De mænd, der har henvendt sig her fra starten, har også været meget interesseret i, om de var de eneste mænd på holdet, for de ville nødigt være alene sammen med kvinderne.
Med det resultat at der her fra opstarten kun har været kvinder på holdene! Men det må gerne ændre sig, så nu slår Ønskehuset et hold op for mænd og begyndere, for at give interesserede mænd (og kvinder) muligheden for at starte på et 8 ugers forløb med grundig instruktion og vejledning i ashtanga yoga.
Ashtanga yogaen er en af yogastilarternes mere fysiske former, og henvender sig allerede her måske mere til mænd end til kvinder?.
Men begge køn er mere end velkomne.
Udover at man i ashtanga yogaen arbejder med smidighed, åndedræt og at mærke sin egen krops både formåen og grænser, så er det også en form, hvor musklerne styrkes på en måde, så man bliver opmærksom på, om det er netop musklerne eller kroppens led, der holder én i de forskellige stillinger. Det er således en super måde både at holde sig selv i form på og lære at bruge kroppen hensigtsmæssig, samtidig med at yoga generelt er stress nedsættende. Whats not to like?!
Udover holdene i ashtanga yoga startes der også nye hold op i blid hatha yoga. Hatha yogaen er den mest kendte og almindelige yogaform med blide, rolige stræk, og en del af de nuværende elever nyder at slutte deres arbejdsdag af med hatha yogaholdet, hvor de kommer helt ind til sig selv og ned i gear, inden hverdagene igen melder sig. Egentlig noget, alle burde unde sig selv ind imellem.
Ønskehusets Yoga har været vidt omkring med undervisningen og har haft en forrygende start siden åbningen i august 2018. Tre ugentlige hold er det blevet til, enetimer for enkelte elever og besøg i sportens verden bl.a. med undervisning af de herligste fodboldfitness damer udendørs i Hobro Hallen. Her fik damerne en ganske kort time med indblik i en helt anden måde at dyrke sport på, hvilket udover at være skønt bare at opleve en helt anden gruppe mennesker, samt befriende at få yogaen ud af sine faste rammer, så endnu et eksempel på, at yoga er for alle.