Officiel fejring af Mariager Ruten i morgen

13. september 2024

Lørdag den 14. september markerer en særlig milepæl for vandring i Danmark. Mariager Ruten, der strækker sig over 12,2 kilometer, er blevet officielt certificeret som en Premium Stadtwanderweg af Deutsches Wanderinstitut – en anerkendelse, der gør ruten til den første af sin slags uden for Tyskland. Som den eneste Premium Stadtwanderweg i Danmark, vil Mariager…

Fejringen af denne milepæl begynder klokken 10.00 med taler fra Henrik Sloth, udvalgsformand i Mariagerfjord Kommune, Johanne Bugge, destinationsdirektør ved Destination Himmerland, og Kenneth Jensen, stimedarbejder i Mariagerfjord Kommune. Efter talerne klippes den røde snor, og der vil blive serveret kage til de fremmødte gæster.

Efter den officielle del af arrangementet vil vandreguide Marie Lau Florin tage deltagerne med på en guidet tur ad den fulde Mariager Rute. Der er også mulighed for to kortere gåture på hhv. 7,2 km og 2,3 km med andre vandreguides fra “Bevæg dig for livet.” Undervejs på turene vil der være forplejning, og en lokal guide vil fortælle om Mariager Kirke.

For dem, der ønsker en mere børnevenlig oplevelse, vil Mariager-Handest Veteranjernbane køre med deres Skinnebus fra Mariager Station fra klokken 12.00. Skinnebussen kører hver 20. minut ud til Vesterskoven, hvor passagererne kan blive sat af for at gå en kortere tur langs vandet tilbage til Mariager.

Arrangementet er en del af en større fejring, som også inkluderer aftenens Lysregatta, hvor et optog af smukt oplyste skibe vil pryde Mariager Fjord. Veterantogets Skinnebus tilbyder også solnedgangsture langs fjorden til Fjelsted.

Dagen er organiseret af Mariagerfjord Kommune i samarbejde med lokale aktører og markerer et vigtigt skridt i udviklingen af vandreturismen i området.

Mariagerfjord og omegn

Se flere artikler