.
Pressemeddelelse:
Der blev forleden afholdt finalestævne i indefodbold for U10-drenge kreds Østjylland i Åstruphallen.
Her deltog Ommersyssel IF med deres U10-hold og efter et forrygende stævne endte de med at kvalificere sig til det Jysk/Fynske mesterskab som afholdes senere på måneden.
OIF mødte Rougsø FF, IF Mols og Gjerrild IF.
Første kamp mod Rougsø FF – blev meget spændende og var godt spillet af begge hold.
Kampen blev afgjort 9 sekunder før tid af et flot loop over Rougsøs målmand, som var chanceløs ved scoringen. Resultatet blev 2-1 til OIF.
Anden og tredje kamp mod hhv. IF Mold og Gjerrild IF blev begge vundet 3-1 af OIF efter flot spil af alle fra OIF. OIFs drenge viste klart, hvad de har arbejdet med og lært af deres træning og træneren Christian Nymann konstaterede glædestrålende, at det er fedt at se, når det man arbejder med under træningen også lykkes i kamp.
Der var fra træneren stor ros til opbakningen fra forældre/bedsteforældre og søskende til kampene og det var nogle stolte drenge, som kørte hjem med guldmedaljer om halsen.
OIFs U10-drenge skal nu således deltage i de Jysk/Fynske mesterskaber, som afholdes senere på måneden i Løgumkloster.
På billedet ses: Oliver Andersen, Frederik Stegger, Tobias Post, Clemen Nymann, Anton Klitte, Rasmus Villadsen og Nicklas Giltoft.