Af Lone K. Hansen
Der var god opbakning fra de mange fremmødte i alle aldre, da Mariagerfjord Korskole inviterede til tre fællessangsarrangementer. Og selvom der stadig er afstandskrav, kan man sagtens røre hinanden – ikke fysisk, men gennem stemmerne.
Det var som om vejrguderne havde været med i planlægningen af de tre alsang-koncerter, som Korskolen i Mariagerfjord afholdt i slutningen af august som en del af Danmarks største fællessang-initiativ.
Netop fællessang har været en bandlyst aktivitet under corona – i hvert fald den slags hvor vi mødes fysisk i større flokke. Og selvom der også er opstået nye fællessangs-aktiviteter og nytænkende fællessangs-initiativer under corona, var det tydeligt, at både arrangørerne og de fremmødte til alsang var glade for endelig at kunne mødes og synge sammen igen. “Der sker noget særligt når man er i det fællesskab, hvor stemmer blander sig. En fælles aktivitet gør at man rør hinanden på en eller anden måde gennem stemmerne”, fortæller Nana Ellebæk Bjerg, som lagde vokal til mandagens fællessang.
Fra ‘Mariehønen evigglad’ til gamle kendige og tidens pophits
Koncerterne havde forskellige temaer, og til mandagens koncert blev der sunget fællessang i børnehøjde. Under bagende sol hoppede og grinede både forældre og børn mens de sang med på både ‘Tju bang chokolademand’ og ‘Mariehønen evigglad’, som blev spillet af et lærerband fra Mariagerfjord Kulturskole.
Tirsdag aften var der fællessang for dem, som elsker at synge med på gode gamle klassikere. I Rosenhaven i Mariager strømmede flere og flere til som tiden nærmede sig det første strøg på violinen fra lokalbandet De Gode Mænd. Bandet og sangerinden Maj-Lis fra Kulturskolen fik solid opbakning fra de fremmødte, som sang med fra tilskuerpladserne blandt talrige rækker af roser. Endnu engang var vejrguderne gavmilde.
“Det var enormt dejligt at mærke den her glæde og også et savn, fordi det er så længe siden at vi har sunget sammen på den her måde”, fortæller Maj-Lis, som sang for til de fleste sange på programmet.
To af de fremmødte, Anita (tv) og Kirsten, glædede sig over hvor dejligt de havde haft det under aftenens arrangement; “Jeg bliver så glad. Og så synes jeg, det er dejligt at komme hjem, og så kan man sætte sig og fundere over aftenen.”, fortalte Kirsten. Tirsdagens fællessangsarrangement var både med til at mætte et savn og give glæde.
Ugens tredje og sidste fællessang foregik på Storetorv i Hobro, hvor Juniorkoret og Drengekoret sang for på det ene pop-hit efter det andet. Sangen bredte sig ud i gaden, og flere rundede nysgerrigt gadehjørnerne for at se hvad der foregik, og under hele arrangementet sang den fremmødte flok gladeligt med på aftenens ørehængende udvalg af sange.
Danmarks største fællessangsinitiativ
Hele Danmark var inviteret til at synge med, under alsang-ungen, som varede fra d. 30. august – 5. september med arrangementer overalt i landet. De tre arrangementer i Mariagerfjord Kommune var en del af dette initiativ, som er Danmarks største fællessangsinitiativ, hvor der var fokus på at fejre friheden, fremtiden og fællessangen.
Arrangementerne i Mariagerfjord blev støttet af alsang og Nordea-fonden. Mariagerfjord Korskole har flere lignende arrangementer i støbeskeen, som bliver afholdt senere på året.