Mariagerfjord og omegn
Oseberg-telte klar til vikingemarked
.Nu kan der sælges både billetter og øl i autentiske rammerHvis der står et bolsjestribet villatelt eller en hvid havepavillon med gennemsigtige plastiksider ved indgangen til et vikingemarked, så bliver gæsternes tanker ikke ligefrem ledt i retning af historiens vingesus. Men hvis det i stedet er et ægte vikingetelt, der danner rammen om entré og […]
.
Nu kan der sælges både billetter og øl i autentiske rammer
Hvis der står et bolsjestribet villatelt eller en hvid havepavillon med gennemsigtige plastiksider ved indgangen til et vikingemarked, så bliver gæsternes tanker ikke ligefrem ledt i retning af historiens vingesus. Men hvis det i stedet er et ægte vikingetelt, der danner rammen om entré og billetsalg, så bliver den gode vikingestemning slået an fra første færd.
Derfor har folkene bag det årlige vikingemarked på Sildehagen i Hobro længe ønsket sig nogle nye autentiske vikingetelte.
– Og det ønske har vi nu fået opfyldt, konstaterer en tilfreds Knud Brix, der er formand for Foreningen Vikingemarked i Hobro.
Det er blandt andet takket være en donation på ikke færre end 10.000 kroner fra gavefonden i Sparekassen Hobro, at foreningen har kunnet anskaffe to såkaldte Oseberg-telte, som får deres debut, når portene åbnes til den kommende weekends vikingemarked på Sildehagen i Hobro.
– Nu har vi et øltelt og et billettelt de to vigtigste telte, for at markedet kan løbe rundt, siger Knud Brix med et glimt i øjet.
Oseberg-teltene har fået deres navn fra det norske Oseberg-skib, som blev fundet ved Oslofjorden i begyndelsen af 1900-tallet. Da det blev gravet ud, viste det sig at være en gravplads, formentlig for dronning Åsa Haraldsdatter, farmor til kong Harald Hårfager. Arkæologer har dateret graven til år 834 altså lige midt i vikingetiden.
Oseberg-skibet var fyldt med offergaver, blandt andet et telt, som Foreningen Vikingemarked i Hobro nu er i besiddelse af to kopier af. Kopierne er fremstillet af en tjekkisk ekspert, som har været i Hobro for at instruere i, hvordan de stilles korrekt op.
Ikke færre end 2.000 betalende gæster ventes til marked på Sildehagen lørdag-søndag den 3.-4. august, hvor 200 vikinger står klar med marked, kampscener, falkonérshow og anden underholdning.
Billede:
Forud for markedet i weekenden er de to Oseberg-telte stillet op i haven hjemme hos formand Knud Brix. På billedet viser han gaverne frem for Mette Mølgaard Nøhr, souschef i Privatkundeafdelingen i Sparekassen Hobro, som har givet 10.000 kroner til anskaffelse af teltene. Med deres i alt fire hænder formår de lige at løfte en 7,5 kilo tung udgave af Thors Hammer, som giver gratis adgang til vikingemarkedet for den, der kan holde hammeren ud i én strakt arm i halvandet minut.