Overflødighedshorn af efterårsaktiviteter i Rebild

6. oktober 2019

.Af Helle Schiønning I RebildPorten er der en ny udstilling om børn i skoven. Udstillingen byder blandt andet på en konkurrence om dyrespor. Samme sted er der højtlæsning mandag og torsdag for børn fra syv til ti år, som BOGBY9520 står for. Erhvervs- og turistchef Jane Bejlegaard Lindberg noterer sig med tilfredshed, at der i…

.
Af Helle Schiønning

I RebildPorten er der en ny udstilling om børn i skoven. Udstillingen byder blandt andet på en konkurrence om dyrespor. Samme sted er der højtlæsning mandag og torsdag for børn fra syv til ti år, som BOGBY9520 står for.

Erhvervs- og turistchef Jane Bejlegaard Lindberg noterer sig med tilfredshed, at der i år er utrolig mange spændende tilbud i efterårsferien.

– Det er glædeligt, at rigtig mange forskellige aktører byder ind med aktiviteter. Med risiko for at blive stakåndet kan jeg nævne: Brætspilscafé, jazzkoncert, Hestens Dag, åbent hus på det historiske savværk ved Vedsted Skovhus og folkemusik på Kig-Ind.

– Vi kan mærke, at flere af de lokale Rebildguider er fulde af ideer om, hvad man som barn kan bruge efterårsferien til.

Mest for børn
Flere af ferieaktiviteterne udgår fra RebildPorten. Børnene kan for eksempel lære at bygge vejrstationer. Det er også muligt at komme tæt på de uglearter, der lever i Rold Skov, blandt andet ved at undersøge uglegylp og finde ud af, hvad uglen sætter til livs. En anden aktivitet handler om flagermus, og her inviteres børnene til både at lege og fremstille flagermus.

I Tingbæk Kalkminer bor de rigtige flagermus, og Rebildcentret arrangerer flagermusedag med besøg i minen. På de kolde kalkvægge hænger flagermus, nogle af dem i børnehøjde, og andre flagermus, der endnu ikke er gået i dvale, flakser tavse rundt.

I starten af efterårsferien er der familiesøndag i Støvrings baghave ved Juelstrup Sø. Her kan ungerne vælge mellem træværksted, drejeværksted, dragebygning og pandekagebagning over bål.

Kommunens biblioteker er også i efterårshumør, og hele ferien tilbyder de Halloween-værksted.

Er man til sunde fornøjelser og er interesseret i vækster, så kan hele familien kan tage til Efterårets mostdag i æbleplantagen, Frugthaven, i St. Brøndum. Her kan man presse sin egen æblemost og høre om træer og æblesorter, mens man kører med traktor-plukketoget.

Aktiviteter for voksne
Uge 42 byder også på arrangementer for voksne. For folk med lange ben er der flere guidede ture. Rebild Bakker-ruten er noget af det mest populære inden for vandring. Der er også en guidet tur i Rebild Bakker, hvor man kan høre nogle af de gode historier, der knytter sig til stedet. En løvfaldstur kommer forbi Ravnkilden og Gravlev Sø, og så er der en frisk vandretur rundt om Lindenborg Å og en hundegåtur i Skindbjerglund.

Vælg selv
Alle interesserede kan gå ind på: https://www.rebildporten.dk/rebild/efterar-i-rebild og finde en aktivitet, som passer dem.

Rebild og omegn

Se flere artikler