Af Carina Kondrup
Tirsdag den 15. juni 2021 havde Soroptimisterne i Mariager Fjord inviteret på en aftengåtur.
Ca. 50 havde taget imod invitationen og mødte hinanden ved Vester Tørslev kirke, hvor menighedsrådet var vært.
Først fortalte menighedsformanden Stella Andersen meget levende om én af Danmarks mindste kirker bygget i 1200-tallet. Stella fortalte bl.a. om, hvordan der var dukket et stort flot kalkmaleri op lige bag prædikestolen i 1956, da kirken blev renoveret. Derfor har kirken nu sin prædikestol i venstre side af kirken, som en af de få kirker i Danmark.
På kirkegården gemmer kirken de sløjfede gravsten i et lapidarium, så man kan følge slægterne i det lokale område, hvilket slægtsforskere også nyder stor glæde af.
I våbenhuset fik deltagerne serveret vin, vand og chokolade, som kunne nydes i aftensolen ude på kirkegården inden turen gik videre i den flotte natur mod Glenstrup sø.
Det blev en smuk aften ved søen, hvor menighedsrådsmedlem Anders Sørensen guidede flokken langs den sydlige bred af søen. Man nåede ud til en nedlagt bundløs mergelgrav, som var aktiv for små 100 år siden. Det var arbejdere fra Polen, der boede og arbejdede der. Sommetider støder de lokale landmænd og fiskere i dag på resterne af en tipvognsbane, der skulle bringe mergelen ind til Mariagerbanen.
Der er en fortælling om, hvordan skolebørnene klædte sig pænt på, når de skulle i skole og gå forbi mergelgraven. Arbejderne spurgte til skolebørnenes pæne tøj og børnene svarede, at de skulle på udflugt. Har I penge med?, spurgte polakkerne, svaret var nej og straks hev polakkerne 1 krone op af lommen til skolebørnenes udflugt.
På vejen tilbage i solnedgangen kom deltagerne næsten til Morten-Korch-land, mens hestene gumlede og en gammel rød traktor kørte rundt og vendte det nyhøstede hø.
Soroptimisterne arbejder for at forbedre levevilkårene for kvinder og børn både lokalt, nationalt og internationalt. Beløbet fra denne aften vil gå ubeskåret til Julemærkehjemmet i Hobro og soroptimisterne er taknemmelige for Vester Tørslev kirkes store engagement.