Alarm 112
Pas på! Sådan undgår du tyvenes kløer i sommerferien
Sommerferien står for døren med tid til hygge, rejser og afslapning. Det gælder dog ikke for tyveknægte de arbejder nemlig på højtryk, når vi andre holder fri.
Solen skinner fra en skyfri himmel, livet er godt og du hiver pungen frem for at betale for ungernes is. Og så er pungen væk! Lige der, midt på gaden.
Mange har desværre oplevet den bitre følelse af at miste en pung, mobiltelefon eller dyre briller til tyveknægte, der ikke kan kende forskel på dit og mit. Og risikoen er ikke mindre på ferien hvad enten den går til storbyer som Rom og Barcelona eller populære ferieøer kloden rundt.
Det er drønærgerligt at få en ellers dejlig ferie afbrudt af tyveknægte, der har lidt for travlt, når vi andre holder fri. Men det er en risiko, som vi er nødt til at have i baghovedet, når vi bevæger os på travle steder som i offentlig transport, ved turistattraktioner eller på cafeer og i nattelivet, siger Jan Graversgaard, direktør i Skadeservice i Alm. Brand.
De kriminelle bliver stadigt dygtigere, og ofte er tyvene for længst væk igen, når du opdager, at du er blevet en pung eller mobiltelefon fattigere:
Ligesom herhjemme arbejder tyveknægte ofte sammen i små grupper, hvor et par stykker tager din opmærksomhed, mens en tredje tømmer din taske eller lommer. Vær derfor særligt opmærksom, hvis en gruppe stopper dig for at spørge om vej eller forsøger at sælge dig noget, siger han.
Gode råd fra Alm. Brand
Opbevar pung og mobiltelefon i en lukket lomme eller taske ikke i baglommen.
Vær særlig påpasselig på steder med mange mennesker herunder busser og tog, turistattraktioner, travle gader, cafeer og i nattelivet.
Hav et skarpt øje på dine ting, hvis du har dem liggende på eksempelvis et cafébord.
Hæng ikke tasker og poser på en stoleryg, men hold dem på dig. Og husk at lyne tasken.
Tag ikke alle kontanter og kreditkort med ud gem en reserve i sikkerhedsboksen på dit hotelværelse eller i receptionen.
Beskyt altid din pinkode, når du benytter den ved betalinger.
Husk at anmelde tyveri
Skulle du alligevel være så uheldig at blive bestjålet, er det vigtigt at anmelde tyveriet:
Vi oplever desværre jævnligt, at kunder ikke får anmeldt et tyveri lokalt, og det risikerer at give problemer med forsikringen, når du er hjemme igen. Husk derfor altid at anmelde et tyveri til det lokale politi, dit hotel eller en rejseguide og få en kvittering på anmeldelsen, så du kan vise, at du har taget affære på stedet, lyder anbefalingen fra Alm. Brand.
/ritzau/