Arden og omegn

Pelle Hvenegaard gæstede Arden-Hallerne

Redaktion
Af Redaktion 22. november 2018

.
Af Klaus Hansen

Det nye initiativ med foredrag i Arden Hallerne, hvor kendte danskere, der alle har noget på hjertet og som kan være med til at inspirere til både sundhed og bevægelse, men også glæde generelt. Kom godt fra start.

Tirsdag den 20 november deltog ca. 150 mennesker i foredraget med Pelle Hvenegaard. Et foredrag med Pelle Hvenegaard der allerede i en alder af 12-år blev verdensberømt for sin rolle som Pelle i filmen ´Pelle Erobreren´.

Vi har spurgt centerleder Claus Jacobsen, hvad baggrunden er for det nye initiativ. Igennem de sidste år har Arden-Hallerne udviklet sig utrolig meget. Vi er et moderne idrætscenter et bevægelseshus, hvor alle aldre mødes omkring bevægelse og motion. Vi har rigtig mange mennesker igennem huset hver eneste dag året rundt og vi arbejder mere og mere med at dyrke fællesskabet i alle dets afskygninger. Derfor synes vi at det kunne være spændende også at tilbyde andre former for oplevelser, hvor vi ligesom ved motion og idræt kan fokusere på værdier som glæde, inspiration og et lykkeligere og gladere liv fortæller Claus.

En af de personer, som i den grad kan fortælle sin rørende historie om, hvor lykken kan ligge og hvordan man kan prioritere i livet, er Pelle Hvenegaard. I 2016 blev Pelle Hvenegaard efter seks års kamp med fertilitetsbehandlinger endelig far til adoptivdatteren Zoe Ukhona. Tirsdag aften kunne de mange fremmødte i Arden Hallerne så lytte til Pelles nye, ærlige og rørende foredrag, der tog afsæt i bogen Kære Zoe Ukhona.

Pelle har blandt andet også uddannet sig til journalist, og de seneste 15 år har han lavet TV. Han har blandt andet været vært i TV2s datingprogram Dagens Mand, men han har også været på den anden side af kameraet, hvor han blandt andet står bag programmerne Syv Sure Mænd, Klipfiskerne og Ung med de gamle.

I starten af 2019 vil Arden-Hallerne offentliggøre flere af de foredragsholdere, der besøger Arden-Hallerne i vinteren/foråret 2019 med inspiration til både sundhed og bevægelse, men også glæde generelt.

Arden og omegn

Se flere artikler