Nyheder
Penge til landsbyudvikling og forsamlingshuse
.Af helle Schiønning Landdistriktsrådets udviklingspulje har primært fokus på mindre anlægsopgaver, rekvisitter eller arrangementer. I alt 15 projekter fik tilskud fra puljen, mens fem fik afslag. I puljen for forsamlingshuse blev der bevilget penge til syv projekter og givet afslag til ni ansøgere. Midlerne i de to puljer stammer fra Udvalget for Kultur og Fritids […]
.
Af helle Schiønning
Landdistriktsrådets udviklingspulje har primært fokus på mindre anlægsopgaver, rekvisitter eller arrangementer. I alt 15 projekter fik tilskud fra puljen, mens fem fik afslag. I puljen for forsamlingshuse blev der bevilget penge til syv projekter og givet afslag til ni ansøgere.
Midlerne i de to puljer stammer fra Udvalget for Kultur og Fritids bevilling til Landdistriktsrådet på i alt ca. 420.000 kr.
Stor interesse for at igangsætte projekter
– Samlet set er vi glade for den store interesse for at sætte projekter i søen i landsbyerne, siger Kim Knudsen, formand for Landdistriktsrådet.
– Det vidner om, at landsbyerne kan nå langt, når vi understøtter med en del af økonomien, fortsætter han.
Landdistriktsrådets projektpulje har bl.a. tildelt midler til etablering af en shelter i Helberskov, renovering af anlægget i Kielstrup, AV-udstyr til det nye aktivitetshus i Handest, en kæmpegrill til aktivitetspladsen i Onsild Stationsby, Running Dinner-arrangement i landsbyklynge Vest og sangarrangement i Sem.
Puljen til forsamlingshuse støtter primært fysiske projekter og energioptimering i de 23 forsamlingshuse i kommunen. Blandt andet får Visborg Forsamlingshus midler til nye vinduer, Hvornum til renovering af køkken og topscoreren er Døstrup Forsamlingshus, der får 50.000 kr. til udbedring af skader på kloak.
– Det er noget kedeligt noget, at bruge pengene på, men desværre nødvendigt, så vi er glade, siger Betina Sørensen, formand for Døstrup Forsamlingshus.
– Mangfoldigheden er rigtig stor og vi håber, at det styrker motivationen hos de mange frivillige. At de oplever en belønning i form af tilskudsmidler. I forvejen bidrager de mange private og lokale fonde til, at den samlede projektøkonomi kan hænge sammen – sammen med de mange lokale interessetimer, siger Kim Knudsen.
Møder i lokalområderne
Landdistriktsrådet laver også andre ting end at dele pengegaver ud. Torsdag d. 13. juni introduceres et nyt tiltag, da rådet vil holde sine møder rundt i kommunen suppleret med et formøde, hvor de lokale borgere kan komme og ytre deres ønsker og behov til Landdistriktsrådet. Møderækken starter i Oue, hvor lokalområderne fra Kielstrup, Houtved, Stinesminde og Oue indbydes til dialog. Indbydelser med tilmelding er husstandsomdelt i de fire lokalområder. Senere vil rådet besøge andre grupper af landsbyer i kommunen.
– Vi har behov for at komme mere i øjenhøjde med de lokale aktører og blive inspireret til hvordan Landdistriktsrådet kan gøre en forskel. Vi håber det bliver en succes, slutter Kim Knudsen.