Per Husted, den rigtige lokale kandidat

31. oktober 2022

Af Thorkild Løkke Hadsund Per Husted, den rigtige lokale kandidat For mere end 10 år siden var en masse små fjernvarmeværker i dyb krise landet over, fordi de var låst til gasforsyningen, hvilket indebar at man ikke måtte supplere med andre brændsler. De stigende gaspriser betød, at husejere i mindre byer stod med en varmeregning…

Af Thorkild Løkke Hadsund

Per Husted, den rigtige lokale kandidat

For mere end 10 år siden var en masse små fjernvarmeværker i dyb krise landet over, fordi de var låst til gasforsyningen, hvilket indebar at man ikke måtte supplere med andre brændsler.

De stigende gaspriser betød, at husejere i mindre byer stod med en varmeregning på over 40.000,-. På Christiansborg havde man andre ting at tage sig af, så der var ikke den store interesse for at hjælpe.

På det tidspunkt fik Per Husted en længere vikarperiode i folketinget, som han besluttede sig for at udnytte, til at gøre noget for de små gasfyrede varmeværker.

Jeg, og andre, holdt møder med Per Husted for at fortælle ham om konsekvenser og muligheder for at hjælpe varmeværkerne.

Per Husted bankede derefter på alle døre til sine folketingskolleger og efter et års tid forstod de fleste efterhånden hvad det handlede om, nemlig at undgå at de små byer blev affolket på grund af enorme varmeregninger.

Per Husteds arbejde bar frugt, og de små fjernvarmeværker fik lov til at supplere gas med andre typer af brændsler.

Nogle valgte halm, nogle valgte flis og nogen valgte at tilkøbe varme fra andre fjernvarmeværker.

Det betød i løbet af ganske få år, at mange varmeregninger faldt fra over 40.000,- til under 15.000,- om året i de mindre byer.

Jeg vil gerne personligt, men også på glade fjernvarmekunders vegne, opfordre til at vi får valgt Per Husted til folketinget, og husk at stemme PERsonligt.

God Valgdag