.
Af Klaus Hansen
Peter Grove vil efter søndagens indsættelse af Provst Carsten Bøgh være vikarierende sognepræst i Arden det næste års tid – indtil Helle Rosendahl Andersen vender tilbage fra barselsorlov.
Peter Grove voksede op i landsbyen Mammen mellem Viborg og Bjerringbro og blev i 1975 klassisk-sproglig student fra Viborg Katedralskole. Efter et ophold på Ryslinge Højskole begyndte han på teologistudiet ved Aarhus Universitet, hvor han blev cand. theol. i 1985.
Peter Grove blev dog ikke umiddelbart præst, som det oprindeligt var tanken, men gik universitetslærervejen.
Han virkede først et par år ved Københavns Universitet og vendte så tilbage til Aarhus Universitet, hvor han i 1995 blev ph.d. i teologi og i 2005 dr. theol. Via forskningsophold og ansættelser som gæstelærer og vikar forskellige steder i Tyskland kom Peter Grove til Flensborg Universitet. Her underviste han til 2017 i teologi for religionslærere til det, der svarer til den danske folkeskole.
Drømmen om at blive præst er dog blevet liggende nedenunder, og sidst i tiden i Flensborg bestemte Peter Grove sig for at forsøge at virkeliggøre den. Han glæder sig meget over, at det nu lykkes. Han føler sig godt rustet til arbejdet som præst.
For det første er han teologisk meget velfunderet. Den røde tråd i hans arbejde i teologien har været at undersøge udfordringerne for kristendom og kirke i en moderne verden.
For det andet har Peter Grove stor erfaring med undervisning og vejledning af unge voksne, og endelig har han, hvad også er vigtigt for præstegerningen: livserfaring. Han ser frem til de mange nye opgaver, prædiken og foranstaltning af gudstjenester, konfirmandundervisning, samtaler m.m. og glæder sig til samarbejdet med menighedsrådet og medarbejderne og til at komme i gang og møde folk i Arden og Storarden.
Peter Grove bor med sin kone i Vejlby i Aarhus. De har to voksne døtre.