Peter Overby er ny erhvervskonsulent hos Mariagerfjord Erhvervsråd

3. juni 2021

Peter Overby er ny erhvervskonsulent hos Mariagerfjord Erhvervsråd

Af Carina Kondrup

Mariagerfjord Erhvervsråd har pr. 1. juni ansat Peter Overby som ny erhvervskonsulent og iværksætterrådgiver.
Peter der er 56 år, er bosiddende ved Støvring og har de seneste 15 år haft selvstændig konsulentvirksomhed med fokus på bl.a. strategi, rekruttering og organisationsudvikling, ligesom han tidligere har været direktør for Cito A/S, kommerciel direktør i AaB A/S og bestridt flere stillinger som bl.a. salgs- og marketingchef.

Peter er uddannet HA i Erhvervsjura, suppleret med HD i organisation og ledelse samt en række relevante kurser og efteruddannelser:

– Jeg glæder mig meget til at skulle hjælpe lokale iværksættere og virksomheder i Mariagerfjord Kommune med at udvikle og vækste deres virksomheder. Ligeledes glæder jeg mig til at blive en del af et stærkt team hos Mariagerfjord Erhvervsråd, som hver dag har fokus på at hjælpe alle lokale iværksættere og virksomheder.

Hos Mariagerfjord Erhvervsråd kommer Peter til at arbejde med rådgivning af både iværksættere og etablerede virksomheder, sammen med de to øvrige erhvervskonsulenter og erhvervschefen.

Erhvervschef Michael glæder sig også over Peters ansættelse:

– Peter kommer med nogle rigtig spændende kommercielle erfaringer og kompetencer, som supplerer erhvervsrådets øvrige kompetencer rigtig godt. Peter kommer til at udfylde en vigtig rolle både i forhold til at hjælpe lokale iværksættere godt i gang med deres virksomhed, og med at hjælpe lokale virksomheder med at realisere deres udviklingspotentialer og ønsker.

Med Peters ansættelse er der 5 fuldtidsansatte i Mariagerfjord Erhvervsråd.