Et par bortvisninger og en enkelt sag om besiddelse af euforiserende stoffer – og så nogle meldinger om høj musik. Det var heldigvis umiddelbart alt, politiet har noteret sig efter den første dag til AMBU Fest i Hobro.
Det oplyser politiassistent Hans Henrik Sørensen fra Sagscenteret i Hobro og uddyber:
– Vi havde civilt personale til stede på pladsen, og de måtte bortvise fire personer for beruselse. Det var nogle henvendelser fra vagter, der skønnede personerne for fulde til at blive der. Derudover traf personalet en ung mand på 23 fra byen, der blev fundet i besiddelse af et gram kokain.
Der var dog også nogle i lokalområdet, der følte sig lidt generet af den høje musik.
– Der indløb tre anmeldelser, der gik på den høje musik ved arrangementet. Så langt væk som Rold, fik vi en anmeldelse fra. Det var dog ikke anmeldelser, vi gjorde noget ved – det kunne vi jo ikke rigtig.