Hadsund og omegn
Positiv udvikling: Flere flytter til Hadsund fra storbyerne
Der er fart på udviklingen i Hadsund, hvor der de seneste år har været en stor stigning i antallet af tilflyttere til byen. Den stigende tilvækst i byen skyldes blandt andet ambitiøse byudviklingsprojekter og flere større boligbyggerier, der har fået særligt de yngre beboere til at søge mod Hadsund.
Området i og omkring Hadsund er i rivende udvikling, og byen har gennem de seneste år gennemgået en massiv forandring med øget fokus på at skabe attraktive boligområder samt at udnytte de forskellige kvaliteter, der kendetegner Hadsund, herunder byens særlige naturområder. Tal fra Danmarks Statistik viser, at det særligt er borgere mellem 25 og 35 år, som i stigende grad søger mod Hadsund. Siden 2020 har der således været en stigning på syv procent i antallet af indbyggere i aldersgruppen 25-35 år.
Ifølge EDC i Hadsund skyldes den øgede tilvækst blandt andet de attraktive boligpriser sammenlignet med landets større byer, og det tiltrækker særligt førstegangskøbere til byen.
– Der er ingen tvivl om, at Hadsund som by har udviklet sig meget inden for 10 år, og kommunen har gjort en stor indsats for at tiltrække nye borgere. Vi ser i stigende grad, at førstegangskøbere, der ønsker at realisere deres boligdrømme, vælger Hadsund, da de her kan få meget for pengene sammenlignet med de større byer som eksempelvis Aalborg og Aarhus, lyder det fra Fatima Shamma, der er ejendomsmægler og indehaver af EDC Hadsund og Øster Hurup.
Generelt har der siden 2019 været en stigende tilflytning til Mariagerfjord Kommune, hvor der sidste år kom 2.105 nye beboere til, hvilket er en stigning på tre procent sammenlignet med 2019. Størstedelen af tilflytterne i 2022 kom fra Aalborg (22 procent) efterfulgt af Randers (17 procent) og Aarhus (9 procent).
Boligudbud i vækst
Ifølge Fatima Shamma skyldes den stigende interesse for Hadsund også flere større boligbyggerier, som har været med til at præge byen i en retning, der er attraktiv for såvel de yngre som ældre borgere.
– Inden for de seneste år har boligudbuddet i Hadsund ændret sig markant, hvilket har været medvirkende til, at flere er begyndt at søge vores vej. Det gælder blandt andet det nyopførte lejlighedsbyggeri Sundhuset, der har en unik placering i Hadsund og udsigt over Mariager Fjord, som man ikke oplever ret mange steder, forklarer Fatima Shamma.
Det er selskabet Sundhuset Hadsund ApS, der står bag byggeriet med direktør og ejer Jens Nielsen i spidsen.
– Vi har fra starten mærket en stor interesse for boligerne i Sundhuset, der forbinder fjorden og naturen med bylivet i Hadsund. Byggeriet består af i alt 16 lejligheder på Jens-Erik Bechs Vej i varierende størrelser, som slog dørene op til de første indflyttere i september 2023, siger Jens Nielsen.
Jens Nielsen står ligeledes i spidsen for Skovhaven Hadsund ApS, som er selskabet bag boligbyggeriet Skovhaven, der består af 26 eksklusive lejligheder med en unik placering ved skoven i Hadsund, som forventes at stå klar til indflytning i december 2023.
– Vi er glade for, at vi kan bidrage positivt til byudviklingen i Hadsund og ikke mindst sætte vores præg på byen gennem nye boligprojekter. Det er ekstremt positivt, at så mange unge som ældre får øjnene op for Hadsund, og at der generelt er en stigende tilflytning til byen, siger Jens Nielsen.
Ifølge Fatima Shama ser fremtiden lys ud for den fortsatte udvikling i og omkring Hadsund.
– Generelt ser det ekstremt positivt ud, når man ser på både udlejning og salg af boliger i Hadsund. Der er rift om lejeboligerne, og ejerlejlighederne har en kort liggetid. Det er ikke et generelt billede i de mindre byer, så det vidner om, at der er sket meget i Hadsund, som har gjort byen attraktiv for mange, herunder de yngre borgere, som ellers tidligere havde tendens til at søge mod de større byer.
Læs også: